I det fynske folks tjeneste

Ingen opsyn med sexchikane i fængslerne

Der finder ingen officiel registrering sted, når en kvindelig fængselsbetjent udsættes for sexchikane fra en indsat. Ej heller bliver det meldt til politiet.

Kysselyde, vulgære tilråb og blotteri er blot nogle former for sexchikane, som mange kvindelige fængselsbetjente oplever fra indsatte.

Men når det sker, finder ingen officiel registrering sted, og det er dybt problematisk, da det så aldrig kommer frem i lyset, hvor massivt problemet er. Det mener Bo Sørensen, afdelingsformand for Fængselsforbundet i Nyborg Statsfængsel.

De officielle statistikker fra fængslerne omfatter nemlig kun fysiske overfald og trusler om vold. Trusselsdelen tælles med for at dokumentere, hvorvidt det er et ubehageligt arbejdsmiljø.

- Man må da i den grad sige, at sexchikane gør det ubehageligt for personalet at være på arbejde. Jeg har set nogle voldsomme konsekvenser af sexchikane for eksempel i form af øget sygefravær og nedsat arbejdsevne, siger Bo Sørensen.

Han har i sine 11 år som ansat i Nyborg Statsfængsel oplevet en klar stigning i sexchikane. Krænkelser, der strækker sig helt fra uskyldig piften til en indsat, der bevidst onanerede foran en kvindelig fængselsbetjent.

Selvom chikanen er så grov, at den udenfor murene ville resultere i en straffesag, bliver det ikke meldt til politiet, forklarer Bo Sørensen.

- Jeg har opfordret vores ledelse til, at vi er nødt til at se på, hvilke sager der skal meldes til politiet. Det er en tendens, vi simpelthen er nødt til at få stoppet. Vi er nødt til at vise de indsatte, at vi vil ikke finde os i det her, siger Bo Sørensen.

Formand for Fængselsforbundet Kim Østerbye mener også, at sexchikane bør indgå i de officielle statistikker, så man kan danne sig et indtryk af problemets omfang.

- Klientellet i fængslerne er blevet grovere, og dermed er sexchikane også et stigende islæt. En stor del af de indsatte respekterer ikke kvinder, som vi forventer, siger Kim Østerbye, der opfordrer alle, der har været udsat for sexchikane, til at melde det til politiet.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.