I det fynske folks tjeneste

Intet asylcenter i Faaborg

Det nedlagte sygehus i Faaborg bliver sandsynligvis ikke omdannet til asylcenter alligevel. Udlændingestyrelsen mener, at det vil blive for dyrt.

I et brev til Faaborg-Midtfyn Kommune skriver Udlændingestyrelsen, at det bliver for dyrt at etablere lejligheder i den nedlagte sygehusbygning, hvis ikke overtagen kan anvendes.

- Når Udlændingestyrelsen ikke umiddelbart vil give tilsagn, vil det det være spild af ressourcer at fortsætte, og i øvrigt besluttede flertallet i kommunalbestyrelsen, at vi ville have et sådant tilsagn, før vi gik videre, siger borgmester Hans Jørgensen(S) til Fyens Stiftstidende.

Hvis Udlændingestyrelsen skal bruge Faaborg Sygehus til asylcenter, vil det kræve en ny lokalplan, og det kan tage op til et år at få en lokalplan på plads.

Det er Region Syddanmark, der ejer bygningen og regionsrådsmanden mener også, at et asylcenter nu er udelukket i Faaborg.

- Nu anser jeg sagen om et asylcenter for lukket, og vi må se på andre løsninger, siger Carl Holst(V) til avisen.

Han opfordrer Faaborg-Midtfyn til at udarbejde en bredt formuleret lokalplan, så bygningen kan anvendes til mange forskellige ting.

Ved du noget? Så send os et tip