Jagt på tyve med 200 km i timen

En patrulje fra Fyns Politi måtte natten til tirsdag opgive jagten på en bil med indbrudstyve, der med 200 kilometer i timen flygtede fra et indbrud i Faaborg.

Et par årvågne renovationsarbejdere opdagede ved firetiden natten til tirsdag at tre mænd var ved at bryde ind i cafeteriaet på Faaborg Stadion på Stadionvej i det østlige Faaborg.

Renovationsarbejderne satte deres skraldebil på tværs af vejen for at forhindre tyvene i at kunne køre væk, og kontaktede så politiet. 

Men tyvene kørte deres blå Opel Omega igennem et trådhegn og slap væk fra stedet.

Fyns Politi fik alarmen kl. 4.25 og sendte en patruljevogn mod Faaborg.

- På vej til Faaborg fik betjentene øje på den blå Opel Omega, der med 200 kilometer i timen kørte mod Odense, fortæller vagtchef Per Sterobo fra Fyns Politi.

Patruljevognen satte efter bilen, men måtte opgive forfølgelsen og den blå Opel Omega forsvandt i Odense.

- Der findes ikke så mange biler at typen Opel Omega på Fyn, der er blå. Og den må have en del synlige skader på fronten efter sammenstødet med trådhegnet. Så vi er meget interesseret i tip om hvor bilen kan være, siger vagtchef Per Sterobo fra Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt