I det fynske folks tjeneste

Jan Boye indkalder til forsoningsmøde

Odenseborgmester Jan Boye indkalder nu alle forligspartierne til forsoningsmøde. Han ønsker at præcisere sine holdninger til en stormoské i Odense.

Odenseborgmester Jan Boye indkalder nu alle forligspartierne til forsoningsmøde. Han ønsker at præcisere sine holdninger til en stormoské i Odense.

- Jeg har i dag indkaldt alle forligspartierne til møde. Jeg ønsker at tage en snak med partierne, hvor jeg kan præcisere mine synspunkter vedrørende en moské, siger borgmester Jan Boye, Kons.

Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen, 1. viceborgmester i Odense, er fortørnet over, at borgmester Jan Boye for nylig var på besøg i Islamisk Trossamfunds moske i Odense - og at han har vist støtte til ideen om en stormoske i byen.

Mandag aften besluttede Dansk Folkepartis bagland, at partiets medlemmer i Odense på et møde til november skal beslutte, om Dansk Folkeparti også ved næste valg skal støtte borgmesteren.

- Alex Ahrendtsens kommentar om, at DF måske vil droppe støtten til mig, hvis medlemmerne ønsker det, har jeg taget til efterretning, siger borgmester Jan Boye, Kons.

- Jeg ønsker ikke at kommentere mere på sagen yderligere, før jeg har talt med partierne, siger Jan Boye.