Ølkrig: Johnny var med til at ændre etiketter på specialøl

Midtfyns Bryghus mener, at ølgrossisten Eventyrligt Øl har misbrugt det fynske bryghus' navn ved at sætte dets navn på andre øl. Påstanden bakkes op af en tidligere ansat ved et firma, der blev overtaget af Eventyrligt Øl.

Hvis du i Storms Pakhus bestilte en øl fra Midtfyns Bryghus, kunne du ikke være sikker på, at du fik den rigtige øl. Det mener i hvert fald, Eddie Szweda, der ejer bryghuset. 

Ifølge ham er øl ved blandt andet Storms Pakhus blevet solgt som hans øl. Også selvom det ifølge Eddie Szweda ikke var tilfældet. 

Det laver en ølgrossist

- Jeg kigger på et fad. Det har en etiket, som jeg ikke har lavet. Etiketten viser forkert øl, indhold, procent og navn. Jeg har ikke faktureret den virksomhed den fustage, mener han. 

Det er ølgrossisten Eventyrligt Øl, der står for at levere øl til blandt andre Storms Pakhus. Ifølge Eddie Szweda har ølgrossisten ændret mærkater på hans øl.

Tidligere ansat bakker op om påstand

Over for TV 2/Fyn bekræfter den tidligere ansatte ved grossisten Beer Trade Johnny Vegeberg Andersen, at man i 2016 og 2017 ændret etiketter på fustager til fynske beværtninger. Beer Trade blev i 2017 overtaget af Eventyrligt Øl.

Han har efter eget udsagn selv været med til at ændre etiketten på flere fynske øl.

I løbet af sine syv måneder ved grossisten har Johnny Vegeberg Andersen ifølge egne ord skiftet etiketter på fynske øl flere end ti gange. 

- Da jeg pænt spurgte ind til, om ikke det var forkert, fik jeg besked på, at det var på en fadøl. Når det kom på fadøl, så var der faktisk ikke nogen, der kunne smage forskel, forklarer han. 

Hør Johnny Vegeberg Andersen forklare, hvordan han ændrede etikketten på en fustage til Hotel Stella Maris i Svendborg. 
Fotograf: Alexander Aagaard

Ændrede datoer

Ifølge den tidligere ansatte har grossisten ikke kun solgt øl under forkerte navne. Ølgrossisten har også ændret datomærkningen på øl. 

- Hvis der ikke var dato på, så kunne man lige lave en ny og sende den (ølfustagen, red.) afsted, husker han.

quote Det var et tvungent lagerarbejde, hvor jeg skulle gøre nogle ting, jeg ikke havde lyst til for at beholde mit arbejde

Johnny Vegeberg Andersen

- Det var det, jeg fik besked på.  

I dag fortæller Johnny Vegeberg Andersen, at han ikke havde lyst til at ændre mærkater på øl fra fynske mikrobryggerier. 

- Det var et tvungent lagerarbejde, hvor jeg skulle gøre nogle ting, jeg ikke havde lyst til for at beholde mit arbejde, lyder det. 

I maj 2017 fik han en fyreseddel fra ølg, der dengang hed Beer Trade. Ifølge Johnny Vegeberg Andersen lød begrundelsen, at Beer Trade ikke havde ordre nok. 

Direktør afviser 

René Dyrvig, der er direktør og medejer af Eventyrligt Øl, mener ikke, at hans virksomhed har ændret etiketter på øl, som Eddie Szweda hævder. 

- Vi har en masse gode øl fra Fyn. Derfor beholder vi også deres brands, understreger han. 

René Dyrvig pointerer, at den praksis som Johnny Vegeberg Andersen beskriver ikke finder sted. 

- Det er ikke den praksis, vi fører. Det har vi også fået bekræftet af Fødevarestyrelsen, lyder det fra René Dyrvig. 

quote Det er ikke den praksis, vi fører. Det har vi også fået bekræftet af Fødevarestyrelsen

René Dyrvig, direktør og medejer af Eventyrligt Øl

Ifølge René Dyrvig viser Fødevarestyrelsens rapport, at Eventyrligt Øl ikke har ændret på datoer og mærkater på de øl, som de sælger. 

René Dyrvig har siden februar været direktør ved Eventyrligt Øl. I efteråret 2017 blev han ansat som sales manager ved det dengang nystartede Eventyrligt Øl.

Ifølge Fyens Stiftstidende besøgte Fødevarestyrelsens rejsehold Midtfyns Bryghus, Eventyrligt Øl samt Storms Pakhus for at undersøge påstandene. Fødevarestyrelsen er ikke nået frem til nogen konklusion. 

Se hele interviewet med René Dyrvig.

Oversigt

    Oversigt