I det fynske folks tjeneste

Julivejret var historisk vådt

Utallige skybrud gør den netop overståede sommermåned til den syvende vådeste juli siden 1874.

Juli måned var særdeles regnfuld. Den syvendevådeste siden 1874.

Juli 2011 var et særdeles vådt bekendtskab og en stor skuffelse, hvis man som solskinshungrende dansker havde satset på en sommer under hjemlige faner.

Faktisk indeholdt godt og vel to tredjedele af dagene i sommermåneden nedbør, hvilket gør det til den syvende vådeste juli, siden DMI begyndte systematiske målinger i 1874.

- De østlige egne af landet har været særdeles hårdt ramt. Men helt generelt har det været meget ustadigt dansk sommervejr, siger klimatolog fra DMI John Cappelen.

I alt regnede det 113 millimeter ud over hele landet mod normalt 66 millimeter.

Især skybruddet over København den 2. juli trækker godt op i statistikken, da der på et døgn faldt 150 millimeter regn eller mere end dobbelt så meget som månedsnormalen for samme område.

Den megen regn krævede et dødsoffer, da en 62-årig mand blev smittet med den rotteoverførte Leptospirose-virus.

Sandsynligvis har manden under oprydning i en kælder været i kontakt med kloakvand, der er forurenet med rotteurin. Det kan indeholde de bakterier, der forårsager Leptospirose.

Antallet af anmeldte skader efter skybruddet løber op i 70.000, og det vurderes, at det t koster forsikringsselskaberne op mod tre milliarder kroner.

Og juli måned overgav sig ikke uden kamp, men blev ved med at sende store skyller ned over danskerne lige til det sidste.

Den allersidste dag i måneden lukkede vejrguderne således igen op for hanerne og lod nye skybrud ramme store dele af landet. Især Bornholm blev hårdt ramt af regnen.

Men selvom juli var våd, så havnede den alligevel i den lune ende af skalaen.

Gennemsnitstemperaturen for måneden sluttede på 16,4 grader mod normalt 15,6 grader.

Til gengæld tærede den megen regn på mængden af solskin. 171 timer viste solen sig på himlen mod normalt 196 timer.