I det fynske folks tjeneste

K modsætter sig aftale om togfond

Det Konservative Folkeparti vil have investeringer, der blandt skal føre til bedre kollektiv trafik over Fyn, taget op til revision.

Partierne bag Togfonden ønsker at fortsætte de planlagte investeringer i den kollektive trafik, som blev aftalt under den tidligere regering. Det passer imidlertid ikke Det Konservative Folkeparti, der mener, at planen ikke længere hænger sammen økonomisk på grund af de faldende oliepriser. De mener, at planen skal tages op til revision

- Det er fint, at man gerne vil gøre mere for den kollektive trafik. Men der skal være en balance mellem asfalt og skinner. Gennemføres initiativerne i Togfonden, så tømmer man kassen i mange år frem og gør det umuligt at foretage de nødvendige investeringer i motorvejnettet, hvilket er dybt problematisk, siger den konservative finansordfører Brian Mikkelsen.

Derfor vil Det Konservative Folkeparti heller ikke støtte op om de initiativer, som partierne bag togfonden fortsat ønsker at gennemføre.

Blandt togfondspartiernes ønsker er blandt andet elektrificering af banenettet mellem Fredericia og Aalborg, en ny bane over Vestfyn samt bedre internet i togene. Også en omstridt bro over Vejle Fjord er med i fase to. Den er en forudsætning for, at den omdiskuterede timemodel kan blive til noget. Den skal sikre hurtigere tog fra Aalborg til Aarhus, fra Aarhus til Odense og fra Odense til København.

Venstre har valgt at stå uden for aftalen, og regeringspartiet har været skeptisk over for finansieringen, fordi faldende oliepriser har udhulet selve finansieringen.

Olieprisen er gået markant ned, siden aftalen blev indgået. Det har betydet, at de 28,5 milliarder kroner, som partierne oprindeligt regnede med, er reduceret til 13,5 milliarder kroner.

Ved du noget? Så send os et tip