I det fynske folks tjeneste

Kikset opstillingsforsøg udløser rivegilde i Z

Fremskridtspartiet bliver ikke repræsenteret i Fyns Amtsråd til næste år. Det ligger fast, da partiet ikke nåede at aflevere en fyldestgørende stillerliste for partiet inden tidsfristens udløb tirsdag kl. 12. Partiets to topfolk er nu røget i totterne på hinanden.

-

Fremskridtspartiet bliver ikke repræsenteret i Fyns Amtsråd til næste år. Det ligger fast, da partiet ikke nåede at aflevere en fyldestgørende stillerliste for partiet inden tidsfristens udløb tirsdag kl. 12.


Amtsformanden og partiets spidskandidat til amtrådet er røget i totterne på hinanden, efter at det står klart, at fremskridtspartiet ikke bliver opstillingsberettiget til amtsrådsvalget 20. november.


Tirsdag kl. 12 udløb tidsfristen for opstilling af kandidater til valget, og da fremskridtspartiet stadig manglede 10 af de nødvendige 150 stillere, måtte partiet opgive at blive opstillingsberettiget.


\"Det er rent sløseri. Vores spidskandidat Per Rosen Madsen lovede for en uge siden at skaffe de sidste stillere, men siden har jeg ikke hørt fra ham. Han har været på ferie, og først i formiddag går det op for mig, at han ikke har skaffet de nødvendige stillere, \" siger fremskridtspartiets amtsformand på Fyn, Lars Ehlers Egmose til TV 2/FYN


Men Per Rosen Madsen afviser kritikken, og mener, at de manglende stillerlister er amtsformandens ansvar.


\"Jeg påtager mig min del af skylden. Men jeg er jo bare politiker, så vores amtsformand må bære hovedansvaret for den manglende opstilling. Jeg tror ikke han har været interesseret i at få mig i amtsrådet, da jeg jo er spidskandidat til folketinget \"siger Per Rosen Madsen til Fyns Amts Avis.


Både Per Rosen Madsen og Lars Ehlers Egmose er folketingskandidater på Fyn. Men efter den mislykkede opstilling til amtsrådet, vil amtsformanden forsøge at få stoppet Per Rosen Madsens kandidatur.


\"Vi kan ikke have så uvederhæftige personer som folketingskandidater. Jeg vil derfor indkalde til ekstraordinært møde i partiets amtsbestyrelse. Her håber jeg, at vi kan blive enige om at rette en henvendelse til partiets hovedbestyrelse, der så kan forhindre, at Per Rosen Madsen bliver opstillet til folketinget, \" siger en vred og skuffet Lars Ehlers Egmose til TV 2/FYN.


Læs om Amtsrådsvalget i Valgguiden