I det fynske folks tjeneste

Kim Larsen arbejdede før sin død på biografi - den udkommer snart

Kim Larsen har gennem et halvt år fortalt om sin barndom og ungdom, helt op til tiden, hvor han brød igennem med Gasolin'. Bogen er i handlen den 4. december.

Forfatter Jens Andersen har gennem trekvart år interviewet Kim Larsen om hans opvækst frem til det store gennembrud med Gasolin'. Foto: Kristian Regel / Regel Media

I det sidste halve år før sin død arbejdede Kim Larsen på en erindringsbog i samarbejde med forfatteren Jens Andersen.

De to nåede at gennemføre flere lange interviews, hvor Kim Larsen fortalte om sin slægt og opvækst, frem til tiden hvor han bliver verdenskendt i Danmark i begyndelsen af 1970'erne, da han bryder igennem med Gasolin'.

Samtalerne mellem Kim Larsen og Jens Andersen bliver nu til en bog, der udkommer den 4. december på Politikens Forlag. 

Læs også Kim Larsen mindeoptog: Mange delte minderne

 
- At Kim Larsen og jeg mødtes omkring et bogprojekt, hvor han - som han sagde med glimt i øjet - “helst ville sige sandheden, men det kan jo være svært for en lystløgner”, har været en interessant og berigende oplevelse i det trekvarte år, det stod på. Hver gang sad Larsen klar hjemme i køkkenet i Odense med guitaren, smøgerne og kaffen inden for rækkevidde. Klar til at fortælle, siger Jens Andersen i en pressemeddelelse og fortsætter. 

Læs også Kim Larsens kone og børn takker dybt for blomster i Odense

- Jeg tror, at Kim Larsen selv var overrasket over, hvor detaljeret hans livsfortælling blev, som den skred frem. Det var ligesom lag på lag, der pludselig var sat i skred. Det rullede bare derudaf, og det virkede også som om, han blev mere og mere inspireret og undervejs flyttede erindringer over i sit musikalske univers. Hver eneste gang sluttede han vores lange samtaler med en lille dramatisk cliffhanger, så jeg kunne glæde mig til næste gang. Jo, jo, en rigtig spillemand - og en djævleblændt god mundtlig fortæller.

Larsen gad ikke fortælle sine erindringer

Flere har tidligere forsøgt at komme ind på livet af Kim larsen og få ham til at medvirke i en biografi, men det havde ingen interesse, fortæller Larsens manager Jørn Jeppesen.
 
- Jeg har gennem årene fået et utal af henvendelser fra folk, der ville skrive Kims erindringer. Kim gad ikke gå ind i det. Lige indtil Jens Andersen kom ind i billedet, for Kim havde respekt for hans forfatterskab. Kemien mellem dem var perfekt, så Kim gik derefter helhjertet ind i opgaven. Til det sidste ærgrede det Kim, at de ikke nåede at blive færdige med hele fortællingen, men nu færdiggøres bogen i den ånd, som har præget hele samarbejdet. Resten af historien håber både familien og jeg på, at Jens laver senere, fortæller Jørn Jeppesen.

Ufærdig bog fortjener at udkomme

Selvom Kim Larsen ikke nåede at færdiggøre sine samtaler med Jens Andersen, er det alligevel en læseværdig bog, der ender med at komme i handlen, siger forlagschef på Politikens Forlag Kim Hundevadt.

- Samarbejdet var præget af stor åbenhed og entusiasme fra alle sider, så det er trist, at værket ikke kan fuldendes. De samtaler, som Kim Larsen og Jens Andersen nåede at gennemføre, er dog et unikt materiale, hvor Kim Larsen med egne ord fortæller om sine rødder, og hvad der gjorde ham til den, han var. Den fortælling fortjener at blive udgivet, siger forlagschefen i pressemeddelelsen.

Læs også Test: Hvor godt kender du Kim Larsen?

Kim Larsen døde den 30.september efter at have kæmpet i længere tid med kræft. Han er blevet mindet flere steder i landet med sørgeoptog og senest en stor mindekoncert på Rådhuspladsen i København søndag den 7. oktober.

Den folkekære spillemand er efter sin død strøget til tops på den danske albumhitliste, hvor han har otte plader i top 10. Der er derfor god grund til at antage, at den kommende Kim Larsen-biografi bliver en bestseller, når den rammer landets boghandlere.