I det fynske folks tjeneste

Kold og klar morgen giver pæn efterårsdag på Fyn

Torsdagen kommer til at føles lunere end de seneste dage, fordi vinden lægger sig.

I løbet af torsdagen stiger temperaturen op mod en 14-15 grader, og vi får periodevis en flot efterårsdag på Fyn. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det har været ganske koldt flere steder på Fyn i løbet af natten til torsdag, men i løbet af dagen kommer det til at føles noget varmere end de sidste par dage, fordi den hidsige vind, der har præget især tirsdag og onsdag, har lagt sig.

- Det er den samme luft, som vi har haft de sidste par dage fra en nordvestlig retning. Men der er generelt mindre vind, og så har det altså været ret koldt centralt på Fyn, siger TV 2 Vejrets Thomas Mørk.

I løbet af dagen stiger temperaturen op mod en 14-15 grader, og vi får periodevis en flot efterårsdag på Fyn.

Læs også Efterårsagtigt vejr med vindstød af stormstyrke rammer Fyn

Senere på eftermiddagen tiltager skydækket, og der bliver længere mellem solstrålerne.

- Det bliver nok noget skyet henover eftermiddagen, og det skyldes, at luften er noget ustabil. Så når solen varmer nedefra, så bobler det lidt til vejrs og danner skyerne. Men hæderligt og tørt vejr, siger Thomas Mørk.

I aften og i nat bliver det mest skyet, men det kommer til at holde tørt. Temperaturen kommer ned mellem 7 og 12 grader, mens vinden bliver svag til jævn fra nordvest og vest.

00:46

Se torsdagens tidlige vejrudsigt fra TV 2 Vejret.

Luk video