Kommune kommer familie i møde

Faaborg-Midtfyn kommune kommer nu en enlig mor til et kræftsyg dreng i møde. Kommunen bevilliger penge til pasning af den kræftsyge drengs to søskende.

TV2/FYN fortalte onsdag om den kræftramte, otte-årig Lukas og hans mor og mormors kamp mod systemet. Gennem den sidste tid har Lukas flere gange været til behandling i længere perioder på sygehuse. I den forbindelse må hans mormor træde til og passe Lukas' to søskende, når Lukas og hans mor er indlagt.

Familien har derfor ønsket, at mormoren får en økonomisk kompensation, fordi hun ikke kan arbejde, når hun aflaster familien. Faaborg-Midtfyn har dog hidtil afvist at betale for sådan en aflastningsordning - og det har skabt store økonomiske problemer for mormoren.

Men torsdag modtog familien et brev fra kommunen. Heri skriver kommunen, at mormoren nu får udbetalt et skattefrit beløb på i alt 10.800 kroner. En kompensation, hun får, for at passe de to børnebørn, når Lukas i den kommende tid blir behandlet på Rigshospitalet i København.

Den kræftramte familie siger dog til TV2/FYN, at de endnu ikke er helt tilfredse. De ønsker fortsat at få en økonomisk kompensation for det sidste halve år, hvor mormoren flere gange har passet de to søskende, når Lukas har været indlagt.

Faaborg-Midtfyn Kommune siger i dag til TV2/FYN, at kommunen nu vil kiggge på, om familien i fremtiden kan få en mere smidig sagsbehandling.

Oversigt

    Oversigt