I det fynske folks tjeneste

Kop & Kande lukker - ny livsstilsbutik klar til at tage over

I næste uge åbner den første Værsgo-butik i Odense. Kæden skal erstatte Inspiration.

Foto: Værsgo

Odense får en ny livsstilsbutik, når Værsgo torsdag i næste uge kan slå dørene op for den nye kædes første butik på Fyn.

Værsgo har overtaget de lokaler i Kongensgade, hvor Kop & Kande tidligere lå. Lokalerne er nu blevet bygget om til åbningen af den nye butik. 

Værsgo-butikschef Lars Petas Rasmussen, der har været fast bestanddel i isenkræmmerbranchen i Odense i 20 år, ser frem til åbningen. 

Læs også Thorborgs plan gik i vasken: Det skal hans nye butikskæde hedde

- Jeg glæder mig rigtig meget til at slå dørene op i Kongensgade. Det bliver spændende at være med til at starte en helt ny livsstilskæde op. Samtidig er jeg glad for at kunderne møder de samme ansigter, som de kender fra Kop & Kande, når de fremover kommer i den nye VÆRSGO-butik, siger Lars Petas Rasmussen i en pressemeddelelse.

Lars Petas Rasmussen blev for knap 20 år siden udlært i Inspiration i Rosengårdscentret. Og netop Inspiration er udgangspunktet for de i alt 20 nye Værsgo-butikker landet over.

Konkurrencerådet sagde nej

I efteråret 2016 blev fusionen mellem Imerco og Inspiration præsenteret, men her i efteråret sagde Konkurrencerådet nej til sammenlægningen af de to detail-mastodonter.

Rådet accepterede i stedet, at Niels Thorborg, ejer af Inspiration, solgte hele Inspiration-kæden til Imerco for derefter at købe 20 butikker tilbage. 

Læs også Konkurrencerådet knuser Thorborgs fusionsdrømme

Det er disse 20 butikker, der nu bliver omdannet til den nye kæde Værsgo. 

- Vores nye kæde bliver en kombination af isenkram og livsstil med et lokalt fokus. Derfor vil den enkelte butikschef få større mulighed for at præge sin butiks indhold, og på den måde bliver Værsgo et stærkt alternativ til de stereotype kæder, hvor alle butikker har det samme udvalg, sagde Værsgos administrerende direktør, Søren Ibsen, til Finans.dk, da kædens navn og indhold blev offentliggjort. 

I alt er kæden nu oppe på at have 24 butikker fordelt over hele landet. 

Den nye kæde har som formål at inspirere kunderne til madlavning, design og boligindretning.