I det fynske folks tjeneste

Koteletter og grøntsager giver liv og nye ideer i landsbyen

Marslev-Holev Forsamlingshus har succes med fællesspisning. Alt styres af frivillige der er overraskede over den store interesse.

Kødet syder på panderne, mens grøntsagerne koger i de store gryder. Der dufter af mad i Marslev-Holev Forsamlingshus. Af ”mormor-mad”. Traditionel, dansk mad der denne aften i februar består af svinekoteletter og grøntsager. Det er noget beboerne i området forstår sig på og kan li´. De fylder forsamlingshuset til sidste plads.

- Vi begyndte i september sidste år. I bestyrelsen regnede vi med 50, måske 60 deltagere. Det ville have været en succes. Allerede efter et par gange var vi oppe på over de 149 tilmeldinger, som der må være i forsamlingshuset, så vi måtte i gang med at lave venteliste, fortæller Flemming Røigaard, der er næstformand i forsamlingshusets bestyrelse.

Han er for længst holdt op med at være overrasket over successen. Det er blevet hverdag. Når der en gang om måneden inviteres til fællesspisning, er det hverken svært at finde frivillige til at lave maden, eller få gæster langs bordene når fade fyldt med rigelig med mad sendes rundt.

- Det går godt. Vi har ikke problemer med at få frivillige til at lave mad, dække bord og rydde op. Egentlig er det mest bestyrelsen med familie der står for fællesspisningen, men alle hjælper til, afslører Flemming Røigaard.

Det hele startede, som den slags gør, med ønsket om at få mere aktivitet i forsamlingshuset. Noget omsætning der også kunne gavne lokalsamfundet øst for Odense. Og det har det gjort. Udover at have givet et overskud på knap 5.000 kroner efter blot fem fællesspisninger, er der kommet noget helt andet ud af det.

- Vi har ikke faste pladser. Folk sætter sig, hvor der er plads. På den måde får man talt med forskellige mennesker hver gang. En af de første gange var der nogle, der mindedes, at vi en gang havde haft dilettant herude. Henover maden besluttede de, at det måtte genopleves. Så nu er der forestillinger i marts!

Flemming Røigaard er ikke bange for at kalde fællesspisningen for en gevinst for lokalområdet. Folk kommer hinanden mere ved. Venskaber opstår. Nogle af de deltagende kan slet ikke nøjes med at være sammen i tidsrummet 18.00-20.00 som spisningen er sat til at vare.

- Så går de hjem og får kaffe og kage. Det har vi ikke med i prisen, der er sat til 60 kroner for voksne og 30 kroner for børn. Det skal ikke være dyrt at spise med, for det skræmmer folk væk. Vi har fundet et fornuftigt prisleje. Og du må spise alt det, du kan. I hvert fald indtil fadene er tømte, smiler Flemming Røigaard.

Mens kødet er ved at være stegt og grøntsagerne ikke er blevet for møre, men stadig har noget sprødhed, kan næstformanden i forsamlingshuset ikke blot se frem til mørbradgyde i marts og frikadeller i april. Nej, tankerne går videre til næste sæson.

- Vi kører videre Det er allerede besluttet!

TV 2/FYN sender direkte fra Marslev-Holev Forsamlingshus tirsdag den 9. februar klokken 16.10. Preben Dahl går i køkkenet og hjælper med at få dækket bordene.