Lars Møllerhøj: Jeg ville gøre det samme igen

Odense-rådmand Jane Jeginds mand Lars Møllerhøj var lettet efter dommen, hvor en 15-årig dreng blev idømt 10 måneders ubetinget anbringelse på en lukket institution.

Anklageren havde krævet 12 måneders ubetinget anbringelse på en lukket institution. Forsvarer Mette Grith Stage havde lagt op til 10 måneders anbringelse, hvoraf de fem skulle være betinget. Den 15-årige har siddet varetægtsfængslet i to måneder.

Men domsmandsretten kom altså frem til 10 måneders ubetinget anbringelse på en lukket institution.

- Jeg sagde, inden vi gik ind i retten, at jeg ville blive skuffet, hvis han ikke skulle ind og sidde et år. Han fik så 10 måneder ubetinget anbringelse, og jeg er tilfreds med, at de tog ham med hjem igen. Så alt i alt er jeg tilfreds med dommen, siger Lars Møllerhøj til TV2/FYN.

Tirsdag aften den 30. maj forsøgte Lars Møllerhøj at hjælpe en bilist, der var kørt galt i Odense-forstaden Seden Strandby. Takken var, at han blev overfaldet og udsat for grov vold forøvet af den 15-årige.

Et overfald, der har haft store konsekvenser for Lars Møllerhøj.

- Det har været hårdt. Jeg er selvstændig erhvervsdrivende, og jeg skulle holde mig i ro. Det har ikke været nemt, siger Lars Møllerhøj til TV2/FYN.

Lars Møllerhøj er dog ikke i tvivl, at han ville gøre det samme igen.

- Jeg besluttede mig faktisk allerede på førstedagen for, at jeg ikke ville lave om på mig selv. Jeg håber, at jeg vil gøre præcist det samme igen, siger Lars Møllerhøj til TV2/FYN.

Oversigt

    Oversigt