I det fynske folks tjeneste

Lillebælt Halvmarathon fortsætter

Styregruppen bag Lillebælt Halvmarathon er netop nu ved at planlægge et nyt halvmarathon i 2009 - over kun én bro.

7500 mennesker løb i maj over broerne.

Sidste år medførte det en stor kritik, at løbet, som 7500 løbere deltog i, gik over den nye Lillebæltsbro, hvilket gav store trafikale gener. Derfor vil løbet næste år kun foregå over den gamle Lillebæltsbro.

- Ruten i 2009 vil blandt andet føre løberne over den gamle Lillebæltsbro, igennem grønne kystnære strækninger i både Middelfart og Fredericia, let kuperede skovarealer, dele af den gamle, brostensbelagte bydel i Middelfart, for som i 2008, at slutte på Havnefronten, hvor der vil være et udvidet målområde i forhold til debutløbet, skriver løbsleder Mads Stryhn i en pressemeddelelse.

Borgmestrene i de to kystbyer, Fredericias Uffe Steiner Jensen (S) og Middelfarts Steen Dahlstrøm (S) udtrykker begge stor tilfredshed med, at succesen nu kan fortsætte.