I det fynske folks tjeneste

Bilister skal tanke tålmodighed: Lukning af genåbnet bro kan forlænge rejsetid over Lillebælt

Den Gamle Lillebæltsbro lukker lørdag for al biltrafik lørdag, når løbere fejrer genåbningen af broen med et ti kilometer langt løb. Det kan skabe kø omkring Lillebælt.

I 2016 var broen også lukket, mens Lillebælt Halvmarathon var i gang.

Efter 32 ugers renovering åbnede Den Gamle Lillebæltsbro igen for bilister midt i september. Men nu lukker broen igen.

Læs også Ismutter jubler over broåbning: - Jeg har mistet halvanden million kroner

Det er "Genåbningsløbet", der spærrer for al biltrafik fra lørdag morgen til midt på eftermiddagen. Det skriver Vejdirektoratet.

Kø omkring Lillebælt

Løberne fejrer, at Jylland og Fyn igen er forbundet via den gamle bro. Men når broen lukker, kan det betyde kø og andre trafikale udfordringer. 

 

Vejdirektoratet opfordrer derfor trafikanter til at sætte ekstra tid af til at komme rundt, og så kan man holde sig orienteret på DR P4 Trafik eller på appen Trafikinfo. Skal du med tog eller bus, bør du tjekke Rejseplanen, da busruterne også bliver ændret.

Allerede klokken 6.00 spærres Brovejen i begge retninger fra Adlerhusvej til Slengeriksvej (viadukten).

Klokken 9.30 lukkes Den Gamle Lillebæltsbro, og klokken 10.00 starter dagens første løb, der er et 4,2 kilometer langt løb for børn.

Og klokken 11.00 begynder det ti kilometer lange genåbningsløb.