I det fynske folks tjeneste

Jorden kalder på os: Lyden af Moder Jord omfavner Svendborg under parade

Højttalere sender en særlig tone ud over hele byen under den store lysparade, og otte orkestre spiller ud fra den fælles grundtone.

00:23

Video: Reza Sahraei

Foto: Solveig Fuglestad

Foto: Solveig Fuglestad

Foto: Solveig Fuglestad

1 af 4

Det kræver store kræfter at gennemføre en parade, der samler hele byen med tusindvis af deltagere. Derfor hidkaldes nu selveste Moder Jord i Svendborg.

 

Læs også Gå væk vinter: Svendborg hilser lyset velkommen med stor parade gennem byen

 

- Vi skaber en fælles dyb grundtone, der understøtter alle de orkestre, der spiller musik under paraden, siger Ole Caspersen, souschef i Svendborg Musikskole og medarrangør på Svendborgs store lysparade.

- Tonen indeholder både en dybde, der skal symbolisere Moder Jord, men der er også lyse klange, der symboliserer iskrystaller og lyset, der bryder frem, fortæller Ole Caspersen.

Musikskolen har kastet sig ud det omfattende og banebrydende projekt, der går ud på at skabe en lydscenografi til paraden fredag eftermiddag og aften. Det betyder i praksis mange måneders arbejde med at udvikle, komponere, arrangere - og sidst, men ikke mindst udføre - hele musikdelen af paraden, der bevæger rundt i Svendborgs bycentrum med flere tusind mennesker som deltagere.

Fælles grundtone

Ideen med den fælles grundtone, der skal kombinere flere musikalske indslag, kommer fra Svendborg Musikskole. Men projektet har bredt sig ud, efterhånden som nye ideer er kommet til fra andre fynske musikalske aktører.

Med i samarbejdet er også Peder Most Garden, udvalgte elever fra andre fynske musikskoler, komponisten og musikeren Peter Sund, og orkestrene Basco og Folkalicius med Andreas Tophøj og Anders Ringgaard i spidsen. Kulturregion Fyn bidrager med kontant økonomisk støtte i form af 100.000 kroner.

Kontrapunkt

I fagsprog kaldes fænomenet for et kontrapunkt, og i dette tilfælde skal otte forskellige orkestre eller ensembler rundt omkring i Svendborg spille samtidig ud fra den samme grundtone. Det kræver et meget omfattende teknisk setup, hvor eksempelvis flere end 20 store PA-anlæg placeres rundt i hele byen.

- Vi har for eksempel et klassisk orkester i strædet lige ved siden af Torvet, der spiller nykomponeret strygermusik med udgangspunkt ind i grundtonen. Vi har også jazz, march, heavy metal og stemmerne fra byens folkekor. Og i kirkens klokketårn sidder organist Poul Balslev og bidrager til lydbilledet. Den dybeste klokke i kirken svarer til grundtonens dybeste lyd, fortæller Ole Caspersen.

 

03:07

Video: Reza Sahraei

Luk video

 

Kulden er en udfordring

Firmaet AV-Center står for opgaven, som er ekstra udfordrende af flere årsager. For det første bider vinterkulden, det er mørkt under paraden, og de involverede musikinstrumenter kan ikke tåle at være udendørs. 

Men udfordringerne er blevet løst ved at rykke ind i butikker og private hjem undervejs på paradens rute, og så trække kabler ud til udendørs højttalertårne.

Det er anden gang, at der gennemføres en stor kulturparade i Svendborg. Første gang var i sensommeren 2017, hvor mellem to og fire tusind mennesker gik gennem byen med havet som tema.

Denne gang er temaet vandringen fra vinter til vår, fra mørket til lyset. I paraden vil der være kæmpedukker med indbygget lys, og alle deltagere er opfordret til at medbringe lys. Og så vil lydsiden denne gang spille en stor rolle.

Paraden er arrangeret af Sydfyns Kulturforening.