I det fynske folks tjeneste

Hærværk mod politiet: Malede hagekors og skrev ’fuck politiet’ på patruljebil

Ukendte gerningsmænd malede onsdag aften blandt andet hagekors på en patruljebil fra Fyns Politi.

En patruljebil fra Fyns Politi blev onsdag aften udsat for hærværk i Middelfart.

De har blandt andet tegnet hagekors flere steder og skrevet ’fuck politiet’ og den slags ukvemsord

Thomas Bentsen, vagtchef ved Fyns Politi

Mens betjentene var i gang med en opgave på Assensvej 90, overmalede indtil videre ukendte gerningsmænd patruljebilen med spraymaling.

- De har blandt andet tegnet hagekors flere steder og skrevet ’fuck politiet’ og den slags ukvemsord, siger Thomas Bentsen, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Vagtchefen fortæller, at der både er malet på patruljebilens vinduer og på bilens hvide overflader.

- Det bliver vi selvfølgelig lidt ærgerlige over, især fordi det er vores fælles pengekasse, der skal betale, siger Thomas Bentsen.

Efterlyser vidner

Hærværket skete mellem klokken 22 og 22.20 ud for Assensvej 90 i Middelfart. Politiet vil meget gerne i kontakt med eventuelle vidner til hærværket.

Læs også Hærværk igen-igen: Endnu en boldbane ødelagt

- Det kunne være rart, hvis nogen har set noget, så vi kan finde nogen at drage til ansvar, siger vagtchefen.

Har du set noget eller ved du noget om hærværket, vil Fyns Politi meget gerne høre fra dig på telefon 114.