I det fynske folks tjeneste

Malene Dalgaard går fra GOG til Ikast-Bording EH

Ikast-Bording EH forstærker sig fra den kommende sæson med den 24-årige venstrefløj Malene Dalgaard fra GOG/Svendborg.

Klubben foretager et generationsskifte på venstrefløjen, og Malene Dalgaard med en håndboldopvækst i Skjern er håndplukket til at udfylde pladsen i tæt samarbejde med rutinerede Line With Fruensgaard. Det skriver klubbens hjemmeside.

- Med sine 24 år er Malene i sin bedste alder som håndboldspiller. Hun har masser af rutine fra ligaen og kommer tillige som landsholdsspiller med slutrundeerfaring. Alligevel både kan og vil hun gerne lære mere, siger cheftræner Kenneth Jensen.

- Efter en årrække i GOG synes jeg, der skulle ske noget nyt. Jeg har lyst til at lægge yderligere lag på mit håndboldspil. Selv om jeg er etableret ligaspiller og med omkring landsholdet, er jeg ikke færdig med at udvikle mig. Og jeg glæder mig til dels at konkurrere med og blive inspireret af Line With Fruensgaard, siger Malene Dalgaard.

IBEH har tidligere forstærket sig med bagspilleren Mette Sjøberg fra FCK Håndbold. Tilgangen af Malene Dalgaard skal ses i samme perspektiv.

- Malene passer perfekt til den profil, vi søger spillere ud fra; etableret dansk profil med den rigtige alder. Desuden har samspillet med Line With Fruensgaard været en stærkt medvirkende årsag til, at Malene valgte IBEH. Man kan vel næsten sige, at hun trods sin nuværende status accepterer at gå i "voksenlære, som sportsdirektør Frank Henriksen udtrykker det.

Malene Dalgaard skifter til IBEH på en treårig-kontrakt, gældende fra 1. juli 2008. Men tilfældet gør, at hun faktisk kan opleves live i Sportscenter Ikast allerede førstkommende lørdag, når IBEH i ligasammenhæng får besøg af netop GOG/Svendborg.