I det fynske folks tjeneste

Måske sammenhæng mellem brande

To påsatte brande hærgede natten til onsdag i Odense. I følge politiet kan der være sammenhæng mellem dem.

Natten til onsdag opstod der brand hos IDEmøblers lagerhal på Thulevej i Odense og i en beboelsesejendom på Saxovej 75. Der er mistanke om at begge brande kan være påsatte, oplyser vagthavende Erik Skov fra Fyns Politi.

Politiet udelukker heller ikke at der kan være sammenhæng mellem branden hos IDEmøbler og den i beboelsesejendommen på Saxovej.

-De bliver efterforsket som to selvstændige brande. Samtidig er vi selvfølgelig nødt til at skele til, at der kan være et sammenhæng mellem dem, oplyser vagthavende Erik Skov fra Fyns Politi.

Der er mindre end to kilometer mellem de to gerningssteder.

Branden hos IDEmøbler opstod først, Odense Brandvæsen modtog alarmen kl. 01.37. I alt 24 brandfolk har været involveret i slukningsarbejdet, som forventes at fortsætte det meste af onsdagen.

Kl. 02.14, god en halv time efter branden hos IDEmøbler opstod, fik brandvæsenet så anmeldelse om branden på Saxovej 75 H. Godt en time efter de ankom var den slukket.