I det fynske folks tjeneste

Minister kaldt i samråd om børnesager

Odense Kommune har ifølge DR planer om at lukke en femtedel af alle sager, hvor udsatte børn og familier modtager støtte. Enhedslistens Pernille Skipper kalder det en "skandale" og kalder ministeren i samråd.

Fra 1. september mister de efter planen den hjælp og støtte, de i øjeblikket modtager fra Odense Kommune. Det fremgår af et internt brev, som ledelsen i kommunens familie- og velfærdsafdeling har sendt til rådgiverne.

Det har fået Pernille Skipper til at kræve, at planerne skrottes omgående. Hvis ikke det sker, vil hun have social- og indenrigsminister Karen Ellemann i samråd.

- Det her er en regulær skandale og helt hul i hovedet. Vi taler om udsatte børn, der har en rigtig hård start på livet. De må ikke bare opgives af sparehensyn. Det er umenneskeligt, og vi kan som samfund da ikke leve med, at udsatte børn lades i stikken på den måde.

Enhedslisten har allerede afkrævet forvaltningen en redegørelse i sagen, og nu er næste skridt altså ministeren.

- Jeg vil have ministeren ind i sagen her. Hvis det ikke allerede er ulovligt, burde det være det, og ministeren må reagere med det samme. Enhedslisten kalder ministeren i samråd, hvis der ikke omgående findes en løsning på de vanvittige planer i Odense Kommune, siger Pernille Skipper.

Ved du noget? Så send os et tip