Mirakuløst Spellerberg-mål sikrer KIF sejr over GOG

KIF Kolding København fuldendte et mirakuløst comeback mod GOG med en scoring på frikast til sidst.

En mirakuløs scoring af veteranen Bo Spellerberg på frikast efter tidens udløb blev afgørende, da KIF Kolding København overraskende slog GOG 32-31 i 888 Ligaen.

KIF var bagud i store dele af rivalopgøret og var nede med fem mål i anden halvleg, men holdet kom tilbage og sikrede første sejr i syv kampe.

GOG forsømte dermed at bygge videre på den gode stime af resultater, holdet har skrabet sammen på det seneste i ligaen. 

GOG ligger dog stadig på andenpladsen efter Skjern. GOG lavede mange fejl de første 12 minutter, men formåede alligevel at bringe sig foran flere gange.

KIF løb ind i en lang periode uden scoringer, og det var den velspillende GOG-målmand Ole Erevik en af de medvirkende årsager til.

GOG var foran 13-11 ved pausen, og i anden halvleg begyndte de fynske favoritter hurtigt at trække fra. Føringen var en overgang på fem mål.

KIF Kolding København gav imidlertid ikke op, og med 11 minutter igen reducerede landsholdsspilleren Magnus Landin til 24-25 fra fløjen.

KIF kom også foran, og med tre minutter igen stod det 30-29 efter en kasse af Bo Spellerberg, der var i målhumør. Stillingen var 31-31, da tiden var gået. Sidste mulighed for KIF var et frikast, og det satte Bo Spellerberg på finurlig vis i netmaskerne til sejr.

Spellerberg sluttede med imponerende 13 mål i kampen.

KIF er på ottendepladsen med 16 point efter de 19 første kampe.

I lørdagens andens kamp mellem Sønderjyske og Nordsjælland Håndbold var der spænding om resultatet langt hen ad vejen.

Da det skulle afgøres, viste Sønderjyske sig dog som det stærkeste hold. Sønderjyske vandt 30-26 og hentede dermed to vigtige point i kampen om overlevelse. Holdet har 11 point efter 19 kampe.

Oversigt

    Oversigt