I det fynske folks tjeneste

Muligt at tvangsadoptere børn af narkomaner

Inden året er omme vil kommunerne være udstyret med lovgivning, der giver dem mulighed for at tvangsbortadoptere børn af narkomaner. Det fortæller det konservative folketingsmedlem Vivi Kier til TV2/Fyn.

Det skal nu være muligt for kommunerne at tvangsbortadoptere børn af narkomaner.

Dermed kommer hun Odenses børn og ungerådmand, Jane Jegind, i forkøbet, som i dag kræver, at det skal være muligt for kommunerne at bortadoptere med tvang.

- Lovgivningen er snart på vej, og jeg forventer, at det bliver i indeværende år, siger Vivi Kier, der er social- og familieretsordfører for de konservative.

Folketingets velfærdsudvalg har gennem længere tid arbejdet med et lovforslag, der giver kommunerne bemyndigelse til at tvangsbortadoptere børn af narkomaner. Dog skal justitsministeriet også involveres, før lovforslaget er klar til Folketinget.

- Jeg oplever politisk velvilje fra alle sider, fortæller Vivi Kier, der anslår, at det drejer sig om 10-15 børn om året, der vil blive bortadopteret med den nye lovgivning.