I det fynske folks tjeneste

- Når jeg går ud herfra, har jeg det godt

00:08

Kenneth Nielsen har fået hjælp fra Mandecentret gennem sin krise.

Odenses center for kriseramte mænd rykker i egne lokaler med nyt botilbud

Hvor går man(d) hen, når problemerne hober sig op, og tilværelsen for alvor er ved at gå i vasken? Tidligere endte mange på en kold bænk med en lunken guldøl, men siden august har Odenses mænd kunne henvende sig i Mandecentret. Her får de forebyggende hjælp, inden de ender i den totale deroute.

Nu åbner centret i egne lokaler og med en ny boenhed. Her kan mændene bo under trygge ordnede rammer og - ikke mindst - have samvær med deres børn. 

En af de brugere, der har fået hjælp på mandecentret er Kenneth Nielsen, hvis krise blev udløst af et brud med kæresten, som han har en 15 måneder gammel datter med.

- Når jeg går ud herfra igen, så har jeg det godt. Der er ligesom kørt nogle ting igennem, og der er en anden en, der måske har bekræftet dig i nogle ting, siger han om sin oplevelse som bruger af centret.

For ham har centret været afgørende i hans krise.

- Det betyder alt. Der er den der støtte, at du altid kan ringe herind og få den opbakning, man nu har brug for - også til hverdagsting.

Kenneth Nielsen mener, at mænd har sværere ved at række ud til andre, når krisen for alvor sætter ind.

- De har lidt svære ved at søge om hjælpen. Det tror jeg, helt sikkert.

Kenneth Nielsen passer godt på profilen for centrets brugere, som er mænd uden misbrugsproblemer eller psykisk sygdom. Dem, der kan beskrives som helt almindelige, men som er havnet i en akut krise fx i forbindelse med en skilsmisse. Statikken viser, at mænds risiko for at ende i en social deroute er markant større end kvinders, og netop skilsmisser er ofte den udløsende faktor for nedtur. Mandecentret yder en forebyggende indsats for at hjælpe disse mænd i tide.

- Vi rækker ud til den almindelige mand i alle samfundslag, som ikke ser sig nede i herberget, siger centrets leder Michael Hammer.

Siden august har centret haft mellem 60 og 65 henvendelser. Og ud af dem har 40 valgt at gå videre med samtaler med centrets personale.

- Det er ikke fordi, vi har mødt en masse, der har sagt, at de var nogle pjok. Det er deres egen opfattelse af, hvad tænker man nu, og hvad sker der nu, hvis ikke jeg kan finde ud af det her.

Ved du noget? Så send os et tip