I det fynske folks tjeneste

Naturama og Fjord og Bælt fusionerer

01:04

Svendborgs borgmester Curt Sørensen, Kertemindes borgmester Sonja Rasmussen og bestyrelsesformand Michael Christiansen vender tommelfingrene opad for det nye Naturama/Fjord og Bælt.

1 af 2

På tværs af kommunegrænserne kommer der nu en ny fynsk attraktion - en sammensmeltning af Naturama i Svendborg og Fjord og Bælt i Kerteminde.

Sammen med Syddansk Universitet skal Naturama og Fjord og Bælt lave naturformidling med det bedste fra de to verdner.

Der bliver tale om en fusion af de to steder på længere sigt, men i første omgang laver de en udstilling Oceaner af Lyd, der kan opleves begge steder til foråret.

- Der er allerede dannet en fælles bestyrelse, og senere vil Naturama og Fjord og Bælt få et nyt fælles navn, fortæller museumsdirektør hos Naturama Jacob Salvig.

Også Syddansk Universitet får gavn af fusionen.

- Vi ser perspektivrige muligheder i det nye samarbejde. Perspektiver, som allerede har ført til etablering af flere arbejdspladser i form af ph.D. studier i såvel Svendborg som Kerteminde, siger professor Henrik Pedersen, D. Phil, dekan for Naturvidenskab.

Godkendt i Svendborg og Kerteminde

Bestyrelserne for de to institutioner har underskrevet samarbejdsaftalen, som Kertemindes og Svendborgs kommunalbestyrelser har godkendt.

Naturama og Fjord og Bælt skal ledes af en direktion, der består af museumsdirektør Jacob Salvig og administrationschef og souschef Hans Ibsen.

Der vil fortsat være to bestyrelser, men de to kommunalbestyrelser er repræsenteret i dem begge, og de får en fælles formand.

Det er den tidligere direktør for Det Kongelige Teater Michael Christiansen, der også er bestyrelsesformand for DR, Dansk Retursystem og Aarhus Universitet.

- Jeg tror på, at vi kan skabe et center for vidensbaseret naturformidling, der kommer til at ligge helt i top - mindst top 3 - i Danmark, siger borgmester Curt Sørensen, Svendborg (S).

- De to kommuners borgere kan få rigtig meget gavn og glæde af det nye samarbejde - både direkte i form af nye oplevelsesmuligheder og i form af, at Naturama og Fjord og Bælt vil tiltrække mange turister, forskere og naturvidenskabsfolk, siger Kertemindes borgmester Sonja Rasmussen (Borgerlisten).

Ved du noget? Så send os et tip