Nej til rygning i fælleskontorer

Rygere har sværere ved at genere kollegerne i åbne storrums-kontorer på Fyn, end de har i virksomheder på landsplan. Kun tre procent af de fynske virksomheder tillader rygerne at tænde for smøgen, når man deler kontor med andre, mens det på landsplan er tilladt i hver tiende virksomhed.

Stadig passiv rygning på arbejdspladser

Det viser en spørgeundersøgelse, som Ledernes Hovedorganisation har lavet om rygning på arbejdspladsen. 686 ledere fra hele landet har svaret på, hvordan rygning bliver tacklet på deres arbejdsplads.

Selvom der flere og flere steder indføres skrappe rygeregler, er der stadig få virksomheder tilbage, hvor ikke-rygerne må acceptere røg i det lokale, de arbejder i. Dét kommer som en negativ overraskelse for Ledernes Hovedorganisation:

- Det er meget bekymrende, at man tillader, at folk udsættes for passiv rygning. Hvis man arbejder i et storrumskontor, risikerer man at få røg i hovedet i syv timer om dagen, siger miljøkonsulent Hans Hjerrild fra Ledernes Hovedorganisation.

Regler på halvdelen af fynske arbejdspladser

Ledernes undersøgelse viser, at der på halvdelen af alle arbejdspladser på Fyn er regler for, hvor eller hvornår man må ryge, mens hver femte virksomhed har et regulært rygeforbud.

Arbejdsmiljøinstituttet har beregnet, at 47 danskere på landsplan hvert år dør, og at mindst 1000 bliver indlagt, fordi de har været udsat for passiv rygning på arbejdspladsen.

Oversigt

    Oversigt