I det fynske folks tjeneste

Nicki P.: Hans A. er en knallert

Den fynske speedwaykører, Nicki Pedersen, råbte lørdag aften højlydt af den anden fynske kører, Hans Andersen, under grand prix'et i Parken i København.  

Hans Andersen bliver mødt af hård kritik af sin fynske kollega, Nicki Pedersen.

Nicki Pedersen rasede over, at Hans Andersen på banen var kørt ind i ham. Efter 16. heat råbte Nicki Pedersen herefter højlydt af Hans Andersen, der dog nægtede at svare igen.
- Hans Andersen er en knallert. Der er åbenbart to ledninger, der kortslutter oppe i hans hoved, når han kører mod mig. Han kørte så stærkt hele aftenen, at det var helt unødvendigt at køre direkte ind i mig. For mig er han bare en konkurrent, men sådan har han det åbenbart ikke med mig. Det er pisseirriterende, at han altid kører ind i mig. Nu er det efterhånden sket en håndfuld gange, siger Nicki Pedersen til Jyllands-Posten.

Hans Andersen mener, at Nicki Pedersen har et heftigt temperament.
- Jeg tror, at Nicki har et større problem med mig end omvendt. Jeg ser ham som en konkurrent. Intet andet. Stemningen mellem os har været speciel i flere år. Jeg tror, at hans problem er, at jeg er dansker og god nok til at slå ham, siger Hans Andersen.