Ny slinger om gadeprojekt i Odense

De Konservative i Odense ønsker testperiode på op mod et halvt år, inden den omstridte motorgade Thomas B. Thriges Gade lukkes.

Dagen før offentliggørelsen af vinderprojektet for, hvordan Thomas B. Thriges Gade i Odense kan lukkes og omdannes fra gade til by, melder De Konservative sig med en ny politisk kurs.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Partiet, der er med i forligskredsen bag beslutningen om at lukke gaden for biler fra 2014, kræver nu en test-periode på op mod et halvt år, før lukningen gennemføres endeligt, siger rådmand for by og kultur Steen Møller (K).

- Vi vil have testet de løsninger, der er lavet, så vi har vished for, at trafikken fortsat kan afvikles på fornuftig vis, når gaden lukkes, siger han til Fyens Stiftstidende.

- Ellers skal der være mulighed for at genåbne Thomas B. Thriges Gade, mens de problemer, der måtte vise sig, bliver løst, fastslår han.

Ring 2 afgørende

Især vil De Konservative have vished for, at der er kapacitet nok på ringvejen, den såkaldte Ring 2.

Det er der, bilerne skal kunne søge ud, når det kniber med pladsen.

- Ring 2 er den yderste ring, som det er nu. Derfor måkapaciteten ikke være brugt op, for så bryder trafikken sammen. Derfor skal testperioden især fungere som en slags trykprøvning af kapaciteten på Ring 2, siger rådmanden.

Konservativ skepsis

Det har et stykke tid været kendt, at der er en udbredt skepsis mod gadelukningen helt ind i den konservative byrådsgruppe.

Steen Møller har vist interesse for at undersøge trafikforsker Anker Lohmann-Hansens forslag om en underjordisk sivegade.

De Konservatives gruppeformand i Odense Byråd, Lars Havelund, understreger dog, at partiets nye kurs ikke betyder, at partiet
udtræder af forliget om at lukke gaden, skriver Fyens Stiftstidende.

Det er et forlig, som alle partier i byrådet undtagen Venstres tre mandater er med i.

De Konservative sidder på syv af byrådets 29 mandater.

Oversigt

    Oversigt