I det fynske folks tjeneste

OB deler billetter ud

OB tilbyder visse medlemmer af deres Club OB+ gratis billetter til torsdagens kamp mod Wisla Krakow.

Nu giver OB billetter ud til torsdagens Europa League-kamp imod polske Wisla Krakow.

Det er nogle medlemmer af Club OB+, der bliver tilbudt billetterne.

Billetter som medlemmerne normalt skal betale penge for.

OB har i den seneste tid været i krise, og det har været småt med gode resultater på grønsværen. Men det er ikke et forsøg på at få ekstra opbakning, at OB deler billetter ud.

- Er det fordi I er desperate efter opbakning, at I giver billetter væk?

- Det er klart, at vi gerne vil have maksimal opbakning til alle kampe. Men de her billetter bliver givet væk til medlemmer, der er loyale over for klubben. Og jeg skal understrege, at de betaler for at være med i Club OB+, så på den måde er billetterne ikke gratis, siger Tue Kemp, der er udviklingschef i Odense Sport & Event.

Indtil videre er der solgt omkring 7.000 billetter til torsdagens opgør, men det tal er måske lidt højt sat.

Wisla Krakow står nemlig noteret for 2.000 tilskuere, men klubben er endnu ikke vendt tilbage med et præcist tal, som altså kan vise sig at være lavere.

Der er plads til 14.000 tilskuere på Odense Stadion til internationale kampe. Et tal der er lavere end normalt, for her må der ikke benyttes ståpladser, som man må i Superliga-kampe.

Ved du noget? Så send os et tip