I det fynske folks tjeneste

OB skruer bissen på

Der har været masser af arbejde på træningsbanen for OB-spillerne de seneste uger. Det er kun blevet til et enkelt point i tre kampe.

De vintertunge fodboldbaner har gjort det svært for OB at spille finpoleret fodbold. Derfor tyer de til ren arbejdsindsats, når den står på kamp i weekenden.

I de første tre kampe af forårssæsonen har superliga-mandskabet OB været langt fra samba-bold i senvinterens slud og blæst.

Det er kun blevet til ét point i tre kampe, og forsvaret har lukket syv mål ind. 20-årige Kasper Larsen har fået masser af spilletid i OBs defensiv, og han har langt fra været tilfreds med fynboernes spil.

- Som banerne er lige nu, så er det svært at spille finpudset og hurtigt ved jorden, som vi gerne vil. Derfor må man nogle gange ty til alternative metoder, siger han til OBs hjemmeside.

Derfor må OB gå væk fra det finpolerede spil, når turen går til Aarhus på søndag.

- Hvis vi ikke kan vinde på det finpudsede, så skal vi kunne vinde på ren arbejdsindsats. Det er en god kvalitet at have som hold, at man kan skrue bissen på og gå til den i stedet, siger Kasper Larsen.

Mødet mod AGF skal være kampen, hvor fynboerne kommer tilbage på sporet og kæmper sig tilbage til toppen i Superligaen.

- Vi har en del at bevise overfor os selv og overfor fansene, så vi skal levere en bedre indsats end sidst. Så det bliver en stor kamp for os. Vi skal være meget bedre til at holde fokus, siger han.

Kasper Larsen er fornyligt blevet udtaget til det danske U21-landshold, der samles efter AGF-kampen.

Ved du noget? Så send os et tip