I det fynske folks tjeneste

OB sure over dommervalg

OBs direktør, Kim Brink, er sur over, at andre tophold får de bedste dommere til deres kampe

OB vil gerne have Claus Bo Larsen, men han vil ikke OB

Kim Brink mener ikke, OB får tildelt dommere i overenstemmelse med klubbens placering i toppen af superligaen.

- Vi får ikke de bedste dommere, som Claus Bo Larsen og Peter Rasmussen. I stedet får vi dommere, der uddeler 11 gule kort i en kamp, hvor Claus Bo Larsen ville have uddelt nul, siger Kim Brink til Onside.dk.

Han tilføjer, at det er synd for spillerne, klubbens fans og klubben selv.

Har selv fravalgt OB

Formanden for DBUs Elitedommergruppe, som tildeler dommere til kampene i superligaen, Peter Mikkelsen, tager kritikken med sindsro, skriver BT.

Claus Bo Larsen og Peter Rasmussen har nemlig selv bedt sig fritaget for at dømme OBs kampe, fordi de selv bor i Odense.

- De ville ikke føle det retfærdigt overfor nogen, hvis de gjorde det, og det har vi respekteret, siger Peter Mikkelsen.

Han afviser, at visse klubber fordordeles.

Bliver måske lavet om

Efter de nuværende regler bestemmer dommerne, hvis de ikke ønsker at dømme specifikke kampe.

Men det bliver måske lavet om, skriver BT. 

DBU er ved at undersøge, hvad klubberne mener om emnet.