I det fynske folks tjeneste

Odense Marcipan skal spare 20 procent på energien

Odense Marcipan har sat sig et ambitiøst mål. Energiregningen skal ned med 20 procent.

Samarbejde med Energi Fyn skal nedbringe energiforbruget med en femtedel hos verdens førende marcipanproducent, Odense Marcipan

Energi Fyn og Odense Marcipan har indgået et Energi- og klimapartnerskab, der skal bidrage til at nedbringe Odense Marcipans energiforbrug og CO2-udledning med 20 procent.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Hos Odense Marcipan har man igennem de seneste seks år med succes arbejdet med forskellige energibesparende projekter. Det har fået virksomheden til at lave en ambitiøs strategi, som frem mod 2020 skal reducere virksomhedens energiforbrug og CO2-udledningen med 20 procent.

Hos Energi Fyn glæder det energisparechef Henning Rask, at Odense Marcipan kan se en fordel i at indgå et Energi- og klimapartnerskab med Energi Fyn.

- En af de store fordele ved et Energi- og klimapartnerskab er, at vi yder totalrådgivning og kommer hele vejen rundt, forklarer Henning Rask.  

Hos Odense Marcipan er man allerede nu i gang med at planlægge og igangsætte de første konkrete projekter.

- Vi har lavet et estimat på, hvilke energibesparelser en række konkrete projekter vil resultere i. Der er tale om flere projekter, der vil betyde radikale ændringer i vores måde at skabe energi på og i vores forbrug af el, varme og vand, fortæller Johnny Engberg.

Næsten 3 ud af 4 danske virksomheder har foretaget energispareaktiviteter inden for de seneste 5 år, og mere end halvdelen af virksomhederne forventer at gennemføre flere aktiviteter de kommende år.

Energi Fyns mål er at indgå Energi- og klimapartnerskaber med flere fynske virksomheder og dermed få flere virksomheder til at sætte fokus på deres klimaindsats.

Ved du noget? Så send os et tip