Odense-politikere på endnu en studierejse til Bilbao

Kun en uge før den endelige beslutning om et multihus i Odense tager seks af kommunens ledende politikere og fire topembedsmænd på en sidste inspirationsrejse. Turen går også denne gang til Bilbao og San Sebastian i Nordspanien

-

/ritzau/
Kun en uge før den endelige beslutning om et multihus i Odense tager seks af kommunens ledende politikere og fire topembedsmænd på en sidste inspirationsrejse, skriver Fyens Stiftstidende. Turen går også denne gang til Bilbao og San Sebastian i Nordspanien.


Her skal de seks politikere med borgmester Anker Boye (S) i spidsen plus fire topembedsmænd se koncerthusene i de to byer samt Guggenheim-museet i Bilbao. Rådmand Søren Møller (K) og rådmand Jørgen Lund (V) behøver ikke lytte så nøje efter ved rundvisningen.


De hørte det hele for et år siden. I marts sidste år var de sammen med seks andre lokale politikere og fem embedsmænd på en tilsvarende tur. Kun den mildere årstid og udvalget af restauranter er denne gang forskelligt fra den første tur. Ellers er det de samme programpunkter.


\"Jeg forventer heller ikke at se noget, som jeg ikke har set før\", siger rådmand Søren Møller (K).


Han er i Spanien i forvejen og slutter sig derfor til økonomiudvalget. 


\"Det vi så i Bilbao er så opsigtsvækkende, at hele økonomiudvalget bør se det\", siger rådmand Jørgen Lund (V), til Fyens Stiftstidende. Det afgørende byrådsmøde om multihuset finder sted 24. april.

Oversigt

    Oversigt