Odense Q varmer op til vigtig kamp mod svensk hold

Som optakt til EM-finalen i kvindefodbold møder Odense Q klubben LB07 fra Sverige

Det er ikke kun landsholdet, der tegner den positive udvikling for kvindefodbold. Søndag eftermiddag spiller Odense Q træningskamp mod svenske LB07 fra Damallsvenskan med kickoff kl. 13:00.

Kampen er Odense Q's første mod en udenlandsk modstander nogensinde. Den bliver optakt til det store EM-finalearrangement på Flakhaven i Odense C, som Odense Kommune arrangerer i samarbejde med bl.a. Odense Q.    

- Det er fedt at blive matchet mod et stærkt svensk hold, som er vant til at spille i en liga på et niveau, som vi gerne vil ha’ 3F Ligaen op i, siger cheftræner i Odense Q, Ronnie Reifling.

- Vi forventer et højt niveau fra gæsterne, både i forhold til det taktiske og til den individuelle kvalitet, de kommer med. Det bliver spændende at se, hvor vi står mod et hold, som givetvis ville være blandt de bedre i dansk fodbold, fortsætter han

Odense Q slog Kolding tirsdag i denne uge. Ronnie Reifling håber at få noget af ånden fra den kamp med til kampen mod svenskerne.

- Først og fremmest så vi en god gejst og en stærk udstråling. Det var et af vores fokuspunkter op til kampen, og spillerne levede virkelig op til vores forventninger på det punkt. Og så fik vi nogle gode meter i benene. Samtidig går jeg fra kampen med en følelse af, at vi er et stærkere hold oven på sommerens til- og afgange. Vi har mistet nogle individualister, men jeg synes vi står stærkere som hold.

Oversigt

    Oversigt