I det fynske folks tjeneste

Odense vil have modne hjemmehjælpere

Små årgange af unge skaber frygt for mangel på hjemmehjælpere inden længe. Derfor haler Odense Kommune tegnebogen frem for at få modne mennesker til at tage uddannelsen.

Modne hjemmehjælpere er værdsatte

Tilgangen af elever på Social- og Sundhedsuddannelserne falder, og der forudses derfor mangel på hjemmehjælpere indenfor få år.

Derfor gør Odense Kommune et forsøg på at få mennesker over 30 til at tage uddannelsen. Vejen frem er at give mere i løn i elevtiden.

Elever får 8.500 kr. i måneden i løn. Det holder mange over 30 væk, fordi de i mange tilfælde må gå ned i løn.

Derfor skal der tilbydes en elevløn på op mod 18.000 kr. til 40 voksenelever.
 
- Udover at løse problemet med mangel på hjemmehjælpere, viser det sig samtidig, at modne medarbejdere er meget værdsatte blandt brugerne, siger rådmand Søren Thorsager, Soc.dem.

Det vil koste kommunen ca. to millioner kroner om året, men dem er rådmanden parat til at finde indenfor sine egne budgetter.

Han håber at få en ordning på plads med Social- og Sundhedsskolen, så den kan træde i kraft med næste indtag af elever til efteråret.