Odense vil vokse eksplosivt

Danskerne er vilde med storbyer. De store byer i Danmark har haft stor stigning i indbyggertal, og den udvikling fortsætter.

Over de næste 30 år vil et stigende antal danskere forlade de mindre byer til fordel for storbyerne, skriver Berlinske.

- Det skyldes at flere og flere bliver tiltrukket af storbyerne, især de unge, der tiltrækkes af de store uddannelsesorganisationer, siger Klaus Levinsen, lektor i Statskundskab på SDU.

Også bedre jobmuligheder og mere kultur tiltrækker de mange tilflyttere. Frem til 2040 vil indbyggertallet i landets største byer København, Aarhus, Odense og Aalborg stige enormt, mens de mindre kommuner vil sakke langt bagud i den udvikling, viser en prognose fra Danmarks Statistik.

- Urbanisering er et moderniseringsfænomen som man ser alle steder i verden, så det vil fortsætte, siger Klaus Levinsen.

Odense ventes at stige med ni procent de næste 30 år, mens københavn ventes at stige med 29 procent, Aarhus med 24 og Aalborg med 12 procent.

Den store udvandring fra de mindre bysamfund kan få store konsekvenser for de mindre kommuner, men udviklingen kan stadig nå at blive stoppet.

- Den kan bremses ved at sørge for, at de særlige tilbud findes andre steder end i storbyerne, siger Klaus Levinsen, lektor i statskundskab, SDU.

Oversigt

    Oversigt