OUH vil finde flere handicappede børn

Odense Universitetshospital øger nu indsatsen for at finde ufødte børn med misdannelser og kromosomafvigelser. Fremover vil alle vordende forældre få tilbudt en grundig undersøgelse af deres ufødte barn.

-

Odense Universitetshospital øger nu indsatsen for at finde ufødte børn med misdannelser og kromosomafvigelser. Fremover vil alle vordende forældre få tilbudt en grundig undersøgelse af deres ufødte barn, og det vil betyde, at OUH vil kunne finde langt flere fostre med misdannelser eller kromosomfejl.  


Det nye tilbud træder i kraft fra 1. maj, og betyder at de 3.700 kvinder, der årligt føder på OUH vil få tilbudt information og undersøgelser af deres ufødte barn.

Undersøgelserne af de gravide kvinder vil fokusere på at finde børn med Down syndrom, kromosomafvigelser og misdannelser. Det nye er blandt andet, at tilbuddet nu bliver givet til alle gravide kvinder. Før var tilbuddet forbeholdt kvinder over 35 år.

- Vi giver gennem hele forløbet de gravide kvinder en grundig information, der giver dem flere muligheder for at standse op og tænke over de tilbud, vi giver dem, og for at forholde sig til den viden, de får, fortæller ledende overlæge Kresten Rubeck Petersen fra Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling D.

Odense Universitetshospital forventer, at det nye tilbud vil betyde, at sygehuset vil finde to til tre gange så mange kromosomafvigelser som i dag og at mere end halvdeeln af de alvorlige misdannelser vil blive opdaget.

- Det, at vi påviser noget, er ikke ensbetydende med, at den gravide skal vælge en provokeret abort. Det er det ikke vores opgave at tilskynde til. For situationen kan jo også vendes om, så det handler om at forberede sig på at føde et anderledes barn med en tidlig tilrettelæggelse af behandling, pleje og pasning. Samfundet står heldigvis parat med en række tilbud, understreger specialeansvarlig overlæge Sten Grove Thomsen.

De nye undersøgelser vil blive tilbudt til alle forældre på hele Fyn. Sygehus Fyn i Svendborg har tilbudt de udvidede undersøgelser siden 1. marts.

Oversigt

    Oversigt