I det fynske folks tjeneste

Endnu en Riis-rytter skifter til fynsk cykelhold: - Jeg kan vinde på et højere niveau

Den tidligere danske mester Alexander Kamp følger en holdkammerat og sportsdirektør Michael Skelde til cykelholdet, der bliver professionelt i 2019.

I samarbejde med TV 2 SPORT

Alexander Kamp vandt i foråret kongeetapen af cykelløbet Tour of Norway. Foto: Geir Olsen / Ritzau Scanpix

Alexander Kamp har sat sin underskrift på en etårig aftale med Riwal CeramicSpeed.

Det oprustende cykelhold fra Odense får derfor en mand med store ambitioner til næste sæson, hvor alt tyder på, at det bliver et professionelt kontinentalhold.

Læs også Dalum var tæt på at overraske mod de danske mestre

- Jeg har valgt Riwal, fordi jeg synes, de har et spændende projekt. Jeg har ambitioner om, at jeg kan tage en hel masse store sejre til næste år sammen med holdet, siger Alexander Kamp til TV 2 SPORT.

Han kommer til fra Bjarne Riis’ hold, Team Waoo, hvor det er blevet til tre sejre på cykelsportens tredje øverste niveau. Den 24-årige rytter er overbevist om, at han fortsat kan vinde i divisionen over.

- Rent fysiologisk er jeg på niveau med mange af de danske WorldTour-ryttere, så jeg er i hvert fald klar til at køre med om sejrene. Der er så mange andre faktorer, der gør sig gældende, når du kører cykelløb, men jeg har det, der skal til for at vinde cykelløb på et højere niveau, og det får jeg muligheden for at bevise næste år, siger Alexander Kamp.

Også sportschefen på Riwal, Michael Blaudzun, ser frem til samarbejdet.

- Alexander har været i sigtekornet - også sidste år. Kaster du et blik på hans resultatliste, siger den alt. Det er en mand, der performer på højeste niveau, når han er i form, og det er absolut noget, vi kan bruge på vores hold, når vi tager skridtet op, siger han.

Tidligere på måneden tilknyttede Riwal-mandskabet også Torkil Veyhe fra Team Waoo, hvor også Bjarne Riis’ tidligere sportsdirektør Michael Skelde støder til fra.

- Michael Skelde, som har været min sportsdirektør på Virtu, afbrød samarbejdet med holdet i juli, hvor han og Bjarne Riis gik hver til sit. Michael (Skelde, red.) har været vigtig for mig i år og har betydet meget for mig, siger Alexander Kamp.

Licens afgørende for valget

Riwal CeramicSpeed afventer godkendelse fra Den Internationale Cykelunion (UCI) om at blive prokontinental-hold fra næste sæson.

En sådan godkendelse forventer Alexander Kamp ikke, at Bjarne Riis får, og det har været afgørende for hans skifte.

- Bjarne har gået efter at gøre holdet prokontinentalt, så vi kunne køre større løb, som Riwal nu kommer til, men han har simpelthen ikke kunnet skaffe de fornødne penge og sponsorer. Det gjorde, at det ikke var interessant at fortsætte der, fordi de bliver fastholdt på kontinentalt niveau, siger Alexander Kamp.

- Det ville komme til at begrænse mig at skrive kontrakt med dem et år mere, lyder det.

I stedet ser den danske mester fra 2016 frem mod en sæson, hvor han få chancen for at vise sig frem på den største scene.

- Nu ser jeg nogle gode muligheder i at have skrevet med Riwal, i og med jeg har Skelde, og at de har prokontinental status og har mulighed for at få wildcards til nogle WorldTour-løb - og om ikke andet får en masse professionelle starter. Så jeg venter spændt på, at 2019-sæsonen bliver skudt i gang, slutter Alexander Kamp.

Han nåede to år på Bjarne Riis’ cykelhold.

TV 2 SPORT har forgæves kontaktet Bjarne Riis for at få en kommentar til Alexander Kamps udtalelser om, at Team Waoo ikke har formået at 'skaffe de fornødne penge og sponsorer'. 

I samarbejde med TV 2 SPORT