I det fynske folks tjeneste

GOG sikrer sig dansk landsholdsspiller

Efter ti år i udlandet skifter landsholdets playmaker Morten Olsen i sommeren 2020 hjem til Danmark og GOG på Fyn.

I samarbejde med TV 2 SPORT

Den kommende GOG-spiller løfter her pokalen til verdensmesterskaberne, som Danmark vandt i 2019. Foto: Henning Bager

Et køligt overblik, stor taktisk forståelse og ikke mindst skudkraft i Skipper Skræk-klassen har de seneste år sikret Morten Olsen en fast plads på landsholdet og dermed titler som både olympisk mester og verdensmester.

Nu har ovennævnte også sikret ham en fremtid i en af topklubberne i dansk håndbold, når kontrakten med Bundesligaklubben Hannover Burgdorf udløber i sommeren 2020. Ifølge TV 2 Sports oplysninger skifter Olsen nemlig til GOG og vender dermed hjem til den danske liga efter den kommende sæson.

Selv ønsker Olsen hverken at be- eller afkræfte oplysningerne.

- Min agent er i gang med at se på de muligheder, der er i Danmark, siger han til TV 2 Sport.

Læs også DM-slutspil: GOG tog med stort besvær ny skalp

Heller ikke Morten Olsens agent Ian Marko Fog ønsker at kommentere historien. TV 2 Sport arbejder i forbidelse med GOG's kamp mod Bjerringbro-Silkeborg mandag aften på en kommentar fra klubbens ledelse.

Ti år i udlandet giver skattefordel

Morten Olsen forlængede for nylig sin kontrakt med Hannover Burgdorf med en enkelt sæson. Når den er fuldført, har playmakeren spillet i udlandet i ti år, siden han forlod Danmark og Bjerringbro-Silkeborg tilbage i 2010. Af to omgange har han repræsenteret Hannover, og med en afstikker til Saint-Raphael i Frankrig og Al Rayan i Qatar fra 2013 til 2015 når han op på de ti år, der kvalificerer ham til at vende hjem til Danmark på den såkaldte forskerordning.

Læs også GOG indleder semifinalejagt med pligtsejr

Den betyder, at han er berettiget til at ”slippe” med en lavere skatteprocent end andre danskere med samme indtægt. Og det gør det lettere for danske klubber at matche tilbuddene fra udlandet.

Desuden stammer Morten Olsen oprindeligt fra Sjælland, og dermed passer GOG rent geografisk godt ind i ønskerne om at komme tættere på det danske ”hjem” for familien Olsen, som venter barn nummer to.

Inden skiftet til Tyskland var Morten Olsen tidligt i karrieren forbi GOG allerede i 2003 til 2005, inden turen gik til HF Mors, Viborg og Bjerringbro-Silkeborg.

Siden landsholdsdebuten i 2006 har Morten Olsen spillet 91 landskampe og scoret 199 mål for Danmark.