I det fynske folks tjeneste

Fynboer er trætte af københavnerne: I er arrogante og distancerede

Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix

I samarbejde med TV2.dk

Danskernes dom over københavnerne er hård, viser ny undersøgelse. Fynboer og jyder er trætte af at stå i skyggen af hovedstaden, mener eksperter.

De er arrogante. De er fremme i skoene. Og de er distancerede. 

Der er ikke meget ros at hente fra resten af landet, når fynboerne, jyderne - og endda sjællænderne skal beskrive en typisk københavner. Det viser en undersøgelse, som TV 2 har fået lavet af Megafon. Over 1100 danskere fra hele landet har besvaret undersøgelsen for at komme nærmere et svar på et helt centralt spørgsmål: Er der egentlig så store forskelle på Øst- og Vestdanmark? 

Og det er der tilsyneladende, hvis man spørger danskerne selv.

For mens jyderne i høj grad mener, at københavnere er distancerede og arrogante, mener københavnerne omvendt, at jyderne er jordnære, hyggelige og venlige. Skal københavnerne derimod beskrive sig selv, er de internationale, velorienterede og klimabevidste. 

Trætte af storebror København

Det overrasker ikke livsstilsekspert Niels Folmann, som er kendt fra DR-programmet "Kender du typen". Han kalder de forskellige karaktertræk for forestillinger eller fordomme frem for egentlige sandheder. 

Artiklen fortsætter under grafikken ...

 

- Vi har altid haft de her fordomme om hinanden. Hovedstaden bliver ofte set som en storebror, der er magnet for investeringer og udvikling og et symbol på magt, og jeg tror, at resten af landets regioner er trætte af at være de små søskende, der altid skal stå i skyggen, siger Niels Folmann. 

Han mener, at de negative karaktertræk er med til at understrege, at fynboerne og jyderne ikke vil betegnes som andenrangsdanskere. 

- Så når de karakteriserer københavnerne som arrogante og distancerede, er det en måde at latterliggøre storebrorbilledet på og samtidig beskytte sig selv, siger han. 

Omvendt mener han ikke, at det nødvendigvis er positivt, når københavnerne kalder jyderne for hyggelige. 

- Det er nok en pæn, østdansk måde at sige, at de synes, jyderne er kedelige, og at der sker alt for lidt ude på landet. Så københavnerne er bestemt lige så fordomsfulde som resten af landet.

Artiklen fortsætter under grafikken ...

 

Jyder synes dårligere end københavnere end omvendt

Synes man som københavner, at karaktertræk som "arrogant" og "distanceret" alligevel lyder en smule mere negativt end "hyggelig" og "venlig", kan der godt være noget om snakken.

TV 2's undersøgelse viser, at de adspurgte jyder generelt synes dårligere om københavnerne end omvendt. Mens langt under halvdelen af nordjyderne synes godt om de lidt for fremadstormende københavnere, synes 13 procent af midtjyderne direkte dårligt om hovedstadens befolkning. 

Omvendt synes 73 procent af de adspurgte københavnere godt om jyderne, mens blot én procent synes direkte dårligt om dem. 

Som Niels Folmann mener samfundsforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen ligeledes, at Københavns rolle som Danmarks altoverskyggende centrum er skyld i de dårlige anmeldelser fra resten af landet. Fordi størstedelen af landets magt og industri er centreret her, har danskerne ofte blikket rettet mod hovedstaden, mens københavnerne sjældent kigger ud på resten af landet, siger han.  

- Står man uden for det centrum, kan man i højere grad mærke, at der er en afstand. I København er mentaliteten lidt, at du har alt, hvad du skal bruge, indenfor din rækkevidde, og at dem, der bor udenfor hovedstaden, jo bare kan komme, hvis de mangler noget. De ser ikke afstanden på samme måde. Lige indtil du så spørger dem, om de ikke vil med en tur til Holstebro, for så virker afstanden pludselig meget stor, siger Johannes Andersen og fortsætter: 

- Og det er til trods for, at meget af industrien er flyttet længere ud i landet. Problemet er, at du ofte kan finde noget tilsvarende i København, hvilket resten af landet så skal konkurrere imod. Aarhus er kåret som Europæisk Kulturhovedstad i 2017, og alligevel bliver den konstant sammenlignet med København. Og se på Boxen i Herning, som blandt andet har haft succes med at afholde store sportsarrangementer. Og nu er København i gang med at bygge en tilsvarende arena til præcis samme formål. 

Karaktertræk går igen i udlandet

Det er med andre ord konkurrenceforholdet mellem de forskellige regioner, der gør, at vi bedømmer og karakteriserer hinanden så forskelligt. 

Artiklen fortsætter under grafikken ...

 

At befolkningsgrupper i land og by har et behov for at sætte stereotype mærkater på hinanden, er også et velkendt fænomen i psykologiens verden. Forskningsprojekter i både Storbritannien og USA viser, at de karaktertræk, som danskerne bruger til at beskrive hinanden med, er de samme træk, der går igen i udlandet.

Det fortæller ph.d.-studerende Anna Vedel, som forsker i personlighedstræk på Aarhus Universitets Psykologiske Institut.

- Folk i storbyer scorer ofte højt på karaktertræk som åbenhed og nysgerrighed, mens de har et højt aktivitetsniveau. Det er jo en anden måde at sige på, at de er fremme i skoene og kan virke arrogante for udefrakommende. Omvendt scorer folk i landområder højt på karaktertræk som venlighed, tillidsfuldhed og oprigtighed, siger hun. 

Stereotyper er dog ikke et vakuum, men opstår over tid, og de er langt fra altid diskriminerende. Og da der er tale om forestillinger frem for egentlige sandheder, betyder det også, at man sagtens kan være en jordnær københavner eller en arrogant jyde, mener Anna Vedel. 

- De fleste er lidt af det hele. Men i den konkrete undersøgelse kunne det tyde på, at jyderne har en større opfattelse af, at der foregår en slags konkurrenceforhold mellem dem og københavnerne. Og når københavnerne beskriver jyderne som jordnære, hyggelige og venlige, kan det være, at de ikke føler sig pressede af jyderne på samme måde.

Ved du noget? Så send os et tip

I samarbejde med TV2.dk
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.