Fynsk student opfordrer klassekammerater til at drikke mindre

Den 18-årige gymnasieelev Xenia Perino ser langt fra frem til vognturen, når hun bliver student.

Den 18-årige gymnasieelev Xenia Perino ser langt fra frem til vognturen, når hun bliver student.

"I min klasse tales der ikke om fem kasser øl til deling. I min klasse nærmer det sig 25 kasser - og det er bare til lastbilturen. Beslutningen afrundes naturligvis med et 'fuck, vi skal være hammerlamme'."

Sådan skriver den 18-årige gymnasieelev Xenia Perino i et læserbrev i Fyens Stiftstidende.

Til sommer bliver hun student fra Tornbjerg Gymnasium på Fyn. Og selvom hun ser frem til at fejre forløsningen fra tre år på skolebænken med sine klassekammerater, giver det hende "kvalme", mens hun "mest af alt har lyst til at blive hjemme", når hun tænker på de store mængder alkohol, som højst sandsynligt vil præge festlighederne.  

- Jeg synes, at alkohol bliver en forhindring for vores fællesskab. Det er ærgerligt, at det handler om at få drukket en kasse øl hurtigst, eller hvor mange øl man hurtigst kan lukke op, siger Xenia Perino til TV 2. 

Gymnasium langt fra enig 

På Tornbjerg Gymnasium mener uddannelsesleder Georg Sveistrup dog, at de gør meget for at dæmpe alkoholkulturen: 

- Vi gør meget for, at alkoholkulturen skal være så svag som overhovedet muligt, siger Georg Sveistrup, som derfor ikke kan genkende Xenia Perinos udlægning om, at alkoholen skulle hæmme fællesskabet: 

- Så tror jeg mere, det ligger i kommunikationen i lige netop den klasse, siger han. 

Ekspert: Alkoholkultur har ændret sig

Det er dog langt fra første gang, at alkoholkulturen blandt landets gymnasieelever bliver taget op til debat. 

Så sent som i december 2016 valgte Rungsted Gymnasium at indføre alkoholfri introture og en strammere alkoholpolitik på studietur, mens et debatindlæg i Politiken for to år siden ligeledes vakte stor opmærksomhed.

Det var skrevet af den dengang 19-årige Laura Marie Månssons, som gentagne gange havde oplevet, at det ikke var socialt acceptabelt at sige nej til alkohol. 

Og alkoholkulturen er da også blevet mere ekstrem, fortæller leder hos Center for Ungdomsstudier, Søren Østergaard: 

- I dag drikker man for rusen. Det gælder rigtig meget om at blive fuld, siger han og tilføjer:

 - I gamle dage drak man for at drikke sig mod til, så man turde gå over til hende den søde pige og sige 'du ser super, super nice ud'. 

Håber på færre genstande på vogntur

Tilbage hos Xenia Perino ønsker den snarlige student, at hendes indlæg kan sætte gang i endnu en debat. 

Hendes ønske er, at mængden af alkohol bliver sat gevaldigt ned på den kommende vogntur. 

- Måske til to til tre genstande, hvor man har det sjovt og godt, og hvor alle kan være med, siger hun og uddyber: 

- Vi har haft nogle helt vildt fede timer sammen, så det kunne man snakke om. Og så bare være sammen og afslutte det her på en ordentlig måde. 

Oversigt

    Oversigt