I det fynske folks tjeneste

Kraftigt blæsevejr på vej - risiko for at Storebæltsbroen lukker

Den voldsomme nordvestenvind kan blandt andet give trafikale problemer på de store broer og forhøjet vandstand i den sydlige del af landet.

00:31

Video: TV 2 / Vejret

I samarbejde med TV2.dk

Opdateret fredag den 27. oktober klokken 08.50...

Det kommer til at suse i trækronerne og knirke i tagspærene mange steder i landet i weekenden, når et kraftigt blæsevejr i to omgange skal ramme landet.

Værst bliver vinden på søndag, hvor vi flere steder kan få vindstød af stormstyrke. 

Årsagen til den kraftige blæst skal findes i to lavtryk, der henholdsvis lørdag og søndag skal passere mod sydøst og lige nord om Danmark.

Syd og vest for lavtrykkene vil det blæse gevaldigt op samtidig med, at markant koldere luft efterhånden vil strømme ned over Danmark.

Fredag nat vindstød af stormstyrke i Nordvestjylland

Første omgang blæst kommer frem til landet natten til lørdag, hvor vinden vil tiltage til frisk vind til kuling fra nordvest.

I Nordvestjylland kan man få op til hård kuling med vindstød nær stormstyrke, inden vinden ud på lørdagen langsomt aftager en smule. 

Læs også Usædvanlig varme på vej: Fyn kan få 20 grader

Meget blæsende søndag i hele landet

Det vil dog fortsat være blæsende, og det bliver endnu mere blæsende natten til søndag og først på søndagen, hvor det næste og kraftigste blæsevejr slår til.

Vinden tiltager betydeligt i de mørke timer, hvor vi i øvrigt stiller urene én time tilbage til normaltid. 

Vi får hård vind til hård kuling fra nordvest, og flere steder ved kysterne kan vi få stormende kuling og mange steder også vindstød op til storm eller stærk storm.

Prognosen ovenfor viser de forventede vindstød fra lørdag klokken 02.00 til søndag klokken 11.00.

28 procent risiko for regulær storm

Prognoserne peger på, at der i Nordsøen vil blæse fuld storm med vindstød af orkanstyrke fra nord og nordvest, men det er tvivlsomt om dette aller kraftigste vindfelt når ind til Vestkysten.

TV 2 VEJRETs prognoser viser, at der er 28 procent risiko for, at man ved Vestkysten får en regulær storm, mens de fleste prognosemodeller antyder, at middelvinden holder sig akkurat under den 'magiske' grænse på 24,5 meter per sekund.

Det bliver dog under alle omstændigheder meget blæsende i hele landet, indtil vinden kun langsomt aftager ud på søndagen. 

  Foto: TV 2 / Vejret

Kan skabe store problemer på broerne

Den voldsomme blæst vil komme fra nordvest, hvilket betyder, at vinden kommer direkte på tværs af Storebæltsbroen og tildels Øresundsbroen.

Med så høje vindhastigheder på tværs af broerne må man forvente, at der indføres mærkbare restriktioner og hastighedsbegrænsninger, og det er før set i sådanne tilfælde, at broerne helt kan lukke.

Især Øresundsbroen er erfaringsmæssigt truet af lukning, når så kraftig en vind, som der forventes i weekenden, blæser på tværs af broen.

Fredag morgen frarådes kørsel med vindfølsomme køretøjer på Storebæltsbroen på grund af den kraftige vind.. Varslingen forventes at blive ophævet efter klokken 13.00. 

Forhøjet vandstand i den sydlige del af landet

Når det blæser med kuling til storm fra nord og nordvest ned igennem både Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og Østersøen, så presses vandet fra alle kanter ind i de indre danske farvande i den sydlige del af landet.

Derfor er der stor risiko for forhøjet vandstand i den sydlige af Kattegat, i bælterne og generelt i den vestlige del af Østersøen.