I det fynske folks tjeneste

Politiet opgiver at finde ud af hvem der lækkede fortrolig redegørelse om Carl Holst

Sydøstjyllands Politi har tirsdag besluttet at standse efterforskningen i sagen om, hvem der har lækket en foreløbig advokatundersøgelse om Carl Holst.

I samarbejde med TV SYD

Sydøstjyllands Politi har i dag besluttet at standse efterforskningen i sagen om brud på tavshedspligten i november 2015 ved en uberettiget offentliggørelse af en foreløbig advokatundersøgelse om forhold i Region Syddanmark, som Forretningsudvalget i Region Syddanmark skulle behandle på et lukket udvalgsmøde. Advokatundersøgelsen var et led i det forløb, der handlede om tidligere regionsformand Carl Holsts embedsførelse.

- Efterforskningen har vist, at selv hvis efterforskningen fortsætter, vil det ikke føre til, at der kan rejses sigtelse mod en eller flere konkret(e) personer fra det daværende Forretningsudvalg, advokatfirmaet KromannReumert eller ansatte fra Region Syddanmark eller nogen anden, forklarer chefanklager Jan Østergaard fra Anklagemyndigheden i Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen i en pressemeddelelse. 

- Jeg kan tilføje, at offentliggørelsen den 10. november 2015 i Fyens Stiftstidende efter Sydøstjylland Politis opfattelse var en ”uberettiget” videregivelse af ”fortrolige oplysninger” fra Region Syddanmark, men det ændrer ikke ved resultatet, uddyber chefanklager Jan Østergaard.

Efterforskningen i sagen har stået på i længere tid, men har ikke afdækket, hvorfra de fortrolige oplysninger i den foreløbige advokatundersøgelse blev videregivet til nogle journalister fra Fyens Stiftstidende.

Da journalisterne ikke vil medvirke til sagens opklaring og det ikke har vist sig muligt på anden vis at bevise, hvem der var ansvarlig for lækken, så må efterforskningen stoppes i sagen Det er nu det, der er sket.

Sagen blev anmeldt til Sydøstjyllands Politi den 27. november 2015 af Regionsrådet.

DE AFGØRENDE PUNKTER I ANKLAGEMYNDIGHEDENS AFGØRELSE

  • I afgørelsen lægges det ud fra artiklernes detaljeringsgrad til grund, at journalisterne har haft adgang til det fulde indhold af den foreløbige advokatundersøgelse fra Kromann Reumert. Dette må være sket enten via en elektronisk fildeling eller ved hjælp af et print af rapportudkastet. Det er også lagt til grund at, at Regionens elektroniske dagsordenssystem ”First agenda” ikke levnede mulighed for at foretage et fysisk print af filen med den foreløbige advokatundersøgelse.
  • Sydøstjyllands Politi har ikke fundet nogen form for mailkorrespondance eller andre tekniske beviser, der peger i retning af at identificere en gerningsmand til den uberettigede videregivelse af den foreløbige advokatundersøgelse til trods for en række It-undersøgelser.
  • Efterforskningen viser, at adskillige personer, herunder ansatte hos Region Syddanmark og advokatfirmaet Kromann Reumert, har haft adgang til den foreløbige rapport i perioden fra udkastets færdiggørelse i tiden omkring den 4. november 2015 til de første henvendelser fra journalisterne den 9. november 2015 kort før kl. 18.00 til regionsrådsformand Stephanie Lose og fhv. regionsrådsformand Carl Holst og at den foreløbige advokatundersøgelse først blev gjort fortrolig den 9. november 2015 kort efter kl. 15.11. Det var fem dage efter at der, den 4. november 2015 var udleveret flere fysiske eksemplarer af rapportudkastet til ledelsen hos Region Syddanmark.
  • Journalisterne har begge forklaret, at de ikke ønsker at oplyse deres kilder. Udgangspunktet er, at journalister ikke har vidnepligt, jf. straffelovens § 172, stk. 1, nr. 1. Der gælder dog en undtagelsesbestemmelse i samme lovs § 172, stk. 6, når sagen handler om brud på tavshedspligten efter straffelovens § 152-152c. Efter en samlet vurdering af artiklernes indhold, der i altovervejende grad handler om driften af Region Syddanmark, herunder om Carl Holst´ embedsførelse, er det i afgørelsen lagt til grund, at offentliggørelsen utvivlsomt er sket ud fra dens samfundsmæssige betydning. Opfattelsen er altså, at en ret ved en eventuel straffesag ville nå frem til, at journalisterne ikke ville have vidnepligt
I samarbejde med TV SYD