To polakker anholdt mistænkt for tøjtyveri

Fyns Politi anholdt natten til torsdag to polske mænd. Politiet undersøger nu, om de har stjålet en større mængde tøj.

To polske mænd på 23 og 25 år sidder torsdag morgen til afhøring på politigården i Odense.

De blev natten til torsdag stoppet af en politipatrulje i Sankt Klemens i det sydvestlige Odense. I deres sølvgrå VW Sharan fandt politiet 13 sække med tøj.

- De fortalte, at de var på vej fra Sverige til Polen, men de havde ikke rigtig nogen god forklaring på, hvorfor de så var endt i Sankt Klemens, fortæller vagtchef Kenneth Taanquist fra Fyns Politi.

Politiet undersøger nu, hvor de store mængder tøj stammer fra.

- Det kan være, at det er stjålet fra nogle tøjindsamlings-containere i området. Det er vi ved at undersøge, fortæller vagtchef Kenneth Taanquist.

Fyns Politi er meget interesserede i henvendelser, hvis nogen har set den sølvgrå VW Sharan med polske nummerplader i området.

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt