Politiet får ikke råbånd om Strandvænget

Fyns Politi får ikke hjælp af retten til at få udleveret råbånd fra TV2 om Strandvænget. Nu overvejer politiet at gå til landsretten.

TV2 bliver ikke tvunget til at udlevere råbåndene fra tv-udsendelsen"Er du åndssvag" om forholdene på institutionen Strandvænget i Nyborg. Det oplyser politiadvokat Henrik Møller fra Fyns Politi.

- Retten i Svendborg mente ikke, at vi kunne få råbåndene udleveret, fordi retten blandt andet vurderede, at der er et proportionalitetshensyn mellem den formodede kriminalitets grovhed og pressefriheden, forklarer politiadvokaten.

Nu overvejer Fyns Politi, om man skal indbringe den afgørelse for landsretten.

- Nu skal vi først have sat os ind i kendelsen, fordi der er en længere begrundelse for, at vi ikke kunne få råbåndene udleveret.

Fyns Politi havde blandt andet bedt om en kopi af udsendelsen uden maskeringer af de ansatte, efter at de havde modtaget over 10 anmeldelser efter udsendelsen.

Oversigt

    Oversigt