I det fynske folks tjeneste

Politiet ønsker forlængelse af urmagers fængsling

Politiet ønsker to ugers forlænget varetægtsfængsling af den københavnske urmager, der skød mod røvere i sin butik. Hans forsvarer vil protestere.

Hvis det står til Københavns Politi, skal urmageren, der tidligere på måneden skød og sårede tre røvere i sin butik under et røveri, have forlænget sin varetægtsfængsling. Det oplyser kriminalkommissær Henning Schou Kofoed fredag til Ritzau.

Ifølge Schou Kofoed vil politiet efter al sandsynlighed gå efter en fristforlængelse på 14 dage, når han tirsdag fremstilles i Københavns Byret. Urmageren har siddet varetægtsfængslet siden den 17. januar.

Urmagerens forsvarer, Niels Fredsted, siger, at han vil protestere mod en ny omgang varetægtsfængsel.

- Jeg krævede ham løsladt fra første dag, og min iver efter at få han ud er i sagens natur ikke blevet mindre, som tiden er gået. Min klient handlede i nødværge, siger Niels Fredsted.