Politifolk på duejagt hos ferierende villaejer

En patrulje fra Fyns Politi måtte torsdag aften rykke ud sammen med en låsesmed for at befri en due.

Dramaet begyndte, da naboen til en villa i Hjallese så en due flyve rundt inde i huset. Naboen vidste, at beboerne var på ferie på Madeira, og ringede fluks til dem på feriestedet. 

- Villaejeren frygtede, at duen kunne nå at lave en hel del ravage og skide det hele til, inden de kom hjem fra ferie. Så han kontaktede os, fortæller vagtchefen fra Fyns Politi.

En patrulje fra Fyns Politi blev derfor sendt til stedet sammen med en låsesmed for at befri den indespærrede due.

Efter at have skaffet sig adgang til villaen, lykkedes det politifolkene at finde duen. Men da var den død.

Hvordan duen så var kommet ind i det ferieforladte hus, melder historien ikke noget om. 

Oversigt

    Oversigt