I det fynske folks tjeneste

Regionen: Bios skylder os over 200 millioner kroner

Af regionens samlede krav på over 200 millioner kroner udgør godt 40 millioner udbetaling af løn til de tidligere ansatte i Bios. Foto: Claus Fisker/Scanpix

Region Syddanmark - og dermed skatteborgerne - står for halvdelen af det samlede krav, der er indgivet mod konkursboet efter ambulanceselskabet Bios.

Kravene løber nu op i godt 400 millioner kroner, viser en ny opgørelse fra boets kuratorer, og ifølge Mogens Sehested, økonomidirektør i Region Syddanmark, er over 200 millioner af dem regionens, skriver Fyens.dk og Fyens Stiftstidende.

Det samlede krav er mere end 17 gange så stort som de aktiver, der er tilbage i konkursboet, og der vil formentlig ikke komme mere ind, med mindre Konkurrencestyrelsens vurderer, at regionens tidligere ambulancetjeneste, Falck, har modarbejdet Bios' overtagelse, og dermed åbner for, at konkursboet kan gøre krav mod Falck.

Bios, som overtog ambulancedriften i det meste af Syddanmark efter Falck i september 2015, gik konkurs i sommeren 2016, efter at det kom frem, at regionen havde udbetalt 31,7 millioner kroner til det kriseramte selskab ved en fejl et halvt år forinden. Men da fejlen blev opdaget, havde Bios brugt pengene og kunne derfor ikke betale dem tilbage. Herefter begærede regionen selskabet konkurs.

Af regionens samlede krav på over 200 millioner kroner udgør godt 40 millioner udbetaling af løn til de tidligere ansatte i Bios, som regionen har overtaget i forbindelse med oprettelsen af selskabet Ambulance Syd, der nu kører ambulancerne i størstedelen af regionen. Region Syddanmark havde forpligtet sig til at udbetale manglende løn til redderne, da Lønmodtagernes Garantifond afviste det. Hvis regionen får medhold i dette krav, vil man står forrest i køen blandt de øvrige kreditorer.

Regionen har også et krav på 31,7 millioner kroner, der udgør en fejludbetaling til Bios, inden virksomheden gik konkurs. Desuden er der krav på godt 30 millioner kroner, som gør det ud for manglende bodsbetaling, fordi Bios ikke levede op til kontraktens krav om antal af ambulanceberedskaber.

Resten - cirka 100 millioner kroner - er krav, der baserer sig på påstande om mangelfuld gennemførelse af kontrakten samt den difference i pris, regionen mener, der er mellem Bios' pris og alternative priser på markedet.

Regionsrådformand Stephanie Lose (V) erkender, at der på nuværende tidspunkt ikke er meget at hente i konkursboet, men hun mener, at alle muligheder skal efterprøves i tilfælde af, at der kommer flere penge i boet.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.