Restaurantfestival forkæler fynboer med tilbud på gourmet

Dining Week 2018 indtager Fyn i vinterferien. På tre år er konceptet vokset ud af Odense, og i år er flere nye restauranter klar med gourmetmad på tilbud.

Når Hotel Troense slår dørene op i vinterferien, koster tre retters gourmetmad kun 215 kr.

Det tiltrækker kunder, der aldrig har sat deres fod på hotellet før.

- Vi ville gerne prøve at være med i noget nyt. Konceptet har haft stor succes i storbyerne, og det vil kunne tiltrække nogle mennesker, vi normalt ikke får besøg af, forklarer ejer Trine Bonde.

Anledningen er Dining Week 2018 og konceptet, Trine Bonde taler om, er ganske enkelt.

Maden er den samme, men prisen er lavere end den plejer.

- De trofaste kunder har allerede booket, men vi får også besøg af nye. Vi vil rigtig gerne have fat i en lidt yngre målgruppe og give dem lyst til at komme igen, fortæller Trine Bonde.

Det er første gang, Hotel Troense er blandt restauranterne, der er med i Dining Week.

3.000 billetter solgt på Fyn

Dining Week startede i København, men har siden da spredt sig til andre dele af Danmark. Først i 2016 bevægede konceptet sig langsomt ud af Odense, og nu er der i alt 12 fynske restauranter, Dining Week-kunder kan vælge i mellem.

I alt er der solgt 3.000 billetter til Dining Week på Fyn.

En af de andre nye restauranter, der har meldt sig under fanen, er Gorms Pizza i Odense.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at gæster, der ikke har været hos os før, får en god mulighed nu. Dining Week har været stort i Odense sidste år, så jeg tror, at der kan blive mere fokus på de forskellige spisemuligheder i byen, når det bliver gjort til en oplevelse, fortæller restaurantchef Sarah Cukrowski.

Uge 7 er lig med dining week, hvor restauranterne byder på menuer til fast pris der ligger under dagligt niveau.

Oversigt

    Oversigt