Rift om bryllupper på datoen: 07.07.07

Kirkerne får travlt lørdag den 7. juli, ligesom rådhusene må udvide åbningstiden. Giftemodne par vil nemlig have ring på fingeren på denne mindeværdige dato.

Måske er det fordi, det er sjovt. Måske er det, fordi ægtemanden kan huske datoen. Men tilfældigt er det nok ikke, at der er rigtig mange par, der vil giftes på datoen 07.07.07.

På Haderslev Rådhus har så mange været på knæ for at få lov til at blive gift på denne dag, at man har fjernet det normale loft på to vielser på en dag. Dog er det blevet et nej til dem, der vil giftes klokken 07:07.

- Vi har fået så mange henvendelser, at vi har valgt at sige, at alle, der vil giftes i Haderslev på dagen, kan få lov, siger Anne-Mette Michelsen fra kommunens borgerservice.

Hjemmesiden bryllup.dk har også oplevet den store interesse for 07.07.07. På hjemmesidens bryllupskalender bliver mere end hvert femte bryllup i år holdt på den dag.

Oversigt

    Oversigt